Peter Madsen fortalte tidligt politiet om Kim Walls død

Allerede inden grundlovsforhør havde Peter Madsen fortalt, at Kim Wall var død og hendes lig smidt i havet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der kommer til stadighed nyt i den mystiske ubåds-sag.

Allerede inden den drabssigtede raket- og ubådsbygger Peter Madsen blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, havde han til politiet fortalt, at journalisten Kim Wall var død.

(I galleriet over artiklen kan du se et udvalg af billeder fra den bizarre sag).

Peter Madsen havde fortalt sagens efterforskere, at der var sket en ulykke på ubåden, og at han efterfølgende havde “begravet hende til søs”. Det fremgår af en retsbog fra Østre Landsret.

Afhørt 12. august

Torsdag 19. august stævnede Peter Madsen og Kim Wall ud.

Madsen blev afhørt i retten lørdag 12. august. Det skete for lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning og af hensyn til Kim Walls pårørende. Om mandagen valgte retten at offentliggøre essensen af Madsens forklaring.

Kim Wall var død i en ulykke, og Peter Madsen havde “begravet hende til søs”, lød det i den offentliggjorte meddelelse.

Havde givet forklaring

Men den forklaring – eller i hvert fald en, der mindede om den, havde Madsen allerede givet politiet inden retsmødet, fremgår det af landsrettens retsbog.

Landsretten fremhæver, at Kim Walls pårørende ikke var underrettet om Madsens forklaring inden grundlovsforhøret, og blandt andet derfor var der grundlag for at lukke dørene, lyder det i retsbogen.

Landsretten har behandlet sagen, efter at Ritzau valgte at kære byrettens kendelser om dørlukning. Ritzau mente ikke, at byretten havde begrundet sine kendelser tilstrækkeligt.

Dørlukning stadfæstet

Landsretten forholder sig ikke til, hvorvidt byrettens kendelser har været tilstrækkeligt begrundet. Men ud fra de oplysninger, som anklagemyndigheden og byretten har givet, har man valgt at stadfæste dørlukningskendelserne.

Ud over den manglende underretning af pårørende henviser landsretten til, at bjærgningen og undersøgelsen af ubåden den 12. august ikke var afsluttet, og at Kim Wall på det tidspunkt var efterlyst.

Torso fundet af cyklist

Kim Walls torso blev først fundet 21. august af en cyklist ved det sydvestlige Amager.

Hun blev sidst set i live, da hun og Peter Madsen om aftenen den 10. august stævnede ud i Madsens hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”.

Dagen efter sank ubåden i Køge Bugt, og Peter Madsen blev reddet i land af en lystsejler. På land blev han kørt væk af politiet og efterfølgende anholdt og sigtet for at have dræbt Kim Wall.

Kim Wall. Foto: Tom Wall.
Kim Wall. Foto: Tom Wall.

Begrundet mistanke

Overblik i ubådssagen (fra 10. til 23. august)

Den svenske journalist Kim Wall døde om bord på ubåden”UC3 Nautilus”. Det fortæller Københavns Politi i en pressemeddelelse. Ubådsejeren Peter Madsen har forklaret politiet og i et lukket grundlovsforhør, at Kim Wall døde som følge af en ulykke, hvorefter hun blev begravet i havet.

Sagen begyndte med en storstilet eftersøgning og fængsling af ubådsejeren Peter Madsen, kaldet “Raket-Madsen”. Han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Her er et overblik over forløbet:

Torsdag 10. august:

Omkring klokken 19 sejler den 30-årige svenske journalist Kim Wall sammen med Peter Madsen ud fra Refshaleøen i ubåden “UC3 Nautilus”. Vidner ser kvinden og ubådsejeren stå sammen i ubådens tårn.

Omkring klokken 22.30: Peter Madsen har oplyst, at det er omkring dette tidspunkt, at han satte kvinden af ved restaurant Halvandet på Refshaleøen i København.

Fredag 11. august:

Omkring klokken 02.30 kontakter kvindens kæreste Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, efter at hun ikke er vendt tilbage fra prøvesejladsen. Man forsøger at finde og få kontakt til ubåden i løbet af formiddagen.

Klokken 10.30 er der radiokontakt med ubåden, der befinder sig i Køge Bugt. Ejeren forklarer, at ubåden har tekniske problemer, men at der ikke er tilskadekomne. Ubåden sætter kurs mod havn.

Omkring klokken 11 begynder ubåden at synke, og Peter Madsen springer i havet. Han bliver reddet af en privat motorbåd, der sejler ham i land. Da han ankommer til Dragør, forklarer han, at der var problemer med ubådens ene ballasttank, og at den sank, da han forsøgte at løse problemet.

Klokken 11.36 bliver Peter Madsen anholdt og kørt til politiets Station City på Halmtorvet i København til søforhør. Politiet melder efterfølgende ud, at de vil sende dykkere ned til ubåden.

Klokken 17.44 udsender Københavns Politi en pressemeddelelse om, at ubådsejeren er anholdt og sigtet for drab på den svenske kvinde.

Lørdag 12. august:

Kort før klokken 10 begynder bjærgningen af ubåden.

Klokken 10 bliver ubådsejeren stillet for en dommer i Københavns Byret. Det foregår bag lukkede døre af hensyn til Kim Walls pårørende og politiets efterforskning.

Klokken 16.45 afsiger dommer Kari Sørensen kendelse. Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab.

Søndag 13. august:

Omkring klokken 02.30 bliver ubåden bragt i land.

Klokken 11.30 fortæller vicepolitiinspektør Jens Møller på et pressemøde, at der ikke er fundet personer eller lig i ubåden. Den betragtes stadig som et muligt gerningssted, og Jens Møller siger, at det ser ud til, at ubåden er gået ned som følge af en bevidst handling.

Mandag 14. august:

Eftersøgningen efter den forsvundne Kim Wall fortsætter. Det sker fra luften med fly fra Flyverhjemmeværnet.

Mandag 21. august:

Dele af dørlukningen bliver ophævet på baggrund af en henvendelse fra anklagemyndigheden og sagens forsvarer.

I en pressemeddelelse fra Københavns Politi fremgår det, at Peter Madsen til politiet og i retten har forklaret, at der skete en ulykke om bord på ubåden. Det førte til Kim Walls død, og han har efterfølgende begravet hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt.

Københavns Politi opretholder sigtelsen om drab.

Peter Madsen nægter sig skyldig i sigtelsen.

De danske og svenske søfartsmyndigheder har udarbejdet et overblik over ubådens sejlrute i Køge Bugt og Øresund. Der blev i fredags foretaget dyk på ruten, og indsatsen fortsætter mandag.

Både dansk og svensk politi har hen over weekenden søgt efter Kim Wall med skibe og helikopter. Det fortsætter de med mandag.

Tirsdag 22. august:

Vicepolitiinspektør Jens Møller fortæller på et pressemøde, at der ikke er noget, der taler imod, at kvindetorsoen er Kim Wall. Identiteten kendes dog ikke endnu. De manglende arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”.

Onsdag 23. august:

Kort efter klokken syv om morgenen meddeler Københavns Politi på Twitter, at dna-profilen på liget matcher med den forsvundne journalist Kim Wall.

Kilder: ritzau, jp.dk, eb.dk, TT, tv2.dk, Københavns Politi

/ritzau/

Ved grundlovsforhøret vurderede byretten, at der “i hvert fald” var begrundet mistanke om, at Madsen uagtsomt og under særligt skærpende omstændigheder havde forvoldt Kim Walls død. På den baggrund blev han varetægtsfængslet.

I begyndelsen af næste uge skal byretten tage stilling til, om varetægtsfængslingen af Peter Madsen skal fortsætte.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS