Picasso-maleri solgt for 200 millioner

Maleriet har i mere end 80 år været gemt væk for offentligheden, men bliver nu vist frem på auktion

Maleriet "Bust of a Woman with a Flowered Hat" menes at forestille Picassos muse og elskerinde Dora Maar.
Offentliggjort Sidst opdateret

Picasso-maleri solgt efter 80 år

Et Picasso-maleri blev solgt for 27 millioner euro i Paris.

Maleriet har ikke været set offentligt siden 1944.

Det forestiller Dora Maar, Picassos muse og elskerinde.

Salget oversteg mindsteprisen markant og satte rekord i år.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et maleri af den spanske kunstner Pablo Picasso, som ikke er blevet set i mere end 80 år, er fredag blevet solgt på en auktion i Frankrigs hovedstad, Paris.

Værket blev solgt for 27 millioner euro, hvilket svarer til lidt mere end 200 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Malet i 1943

Maleriet med titlen "Bust of a Woman with a Flowered Hat" blev malet i juli 1943, og det forestiller en kvinde med en farvestrålende blomsterhat.

Det er ikke blevet vist frem for offentligheden siden 1944, hvor en fransk familie købte det.

I mere end 80 år var maleriet en del af familiens private samling, indtil arvinger besluttede sig for at sælge det.

Muse og elskerinde

Værket menes at forestille den franske maler og fotograf Dora Maar, som var Picassos muse og elskerinde.

- Det er uden tvivl det mest rørende værk af Picasso, som involverer hans muse, fordi Picasso var ved at forlade hende (Dora Maar, red.) til fordel for (den franske maler, red.) Françoise Gilot.

Holder tårerne tilbage

- Gennem dette portræt ser vi en kvinde, der holder tårerne tilbage. Så det er heldigt for en auktionarius at have set dette stykke kunsthistorie med egne øjne, siger auktionarius Christophe Lucien til Reuters.

Dora Maars forhold til Picasso sluttede i 1943 efter syv år.

Maleriet blev solgt på auktionshuset Drouot i Paris.

Udenlandsk køber

En talsperson for auktionshuset oplyser til nyhedsbureauet AFP, at maleriet blev solgt til "en udenlandsk køber, som var til stede i salen".

Salget oversteg mindsteprisen på otte millioner euro - 60 millioner kroner - markant. Det er samtidig den hidtil højeste pris i år for et kunstværk solgt i Frankrig.

Langt fra dyreste

På trods af den høje købspris er det langt fra det dyreste Picasso-værk, der er blevet solgt på auktion.

Det hidtil dyreste Picasso-maleri blev solgt for 1,1 milliard kroner i 2015.

Powered by Labrador CMS