Pige stukket ned på skole i blodrus

En 16-årig pige er i kritisk tilstand efter et voldsomt knivoverfald.

Udgivet Opdateret

En 16-årig pige i Norge er hårdt såret, efter at en 19-årig mand mandag trængte ind på en skole ved Drammen og stak hende flere gange med kniv i overkroppen.

Det oplyser politiet til de norske medier.

– Der er ikke noget, som tyder på, at hun er et tilfældigt offer, skriver politiet på Twitter. Pigen kendte den 19-årige i forvejen, tyder det på.

Pigens tilstand beskrives som kritisk.

Den 19-årige gerningsmand stak af, efter at han flere gange havde hugget kniven i den 16-årige. Men han blev kort efter fanget af en politipatrulje i nærheden af skolen.

Det tog kun 20 minutter, før politiet altså havde gerningsmanden.

Hurtig elev

Det skyldtes en hurtig reaktion fra andre elever på skolen – blandt andet eleven Mathias.

– Jeg sad i klassen og så noget af det hele. Jeg stak af ud af vinduet og fik advaret ledelsen, siger den 18-årige til det norske medie VG.

Mens han var i gang med det, kom gerningsmanden gående.

– Jeg råbte og håbede, han ville vende sig, så jeg kunne tage et billede.

Og netop på billeder, som Mathias tog, kan man se, hvordan det lykkedes at få gerningsmandens opmærksomhed et sekund, før han stak af.

Mathias fortæller, han fulgte efter og tog endnu flere billeder af gerningsmanden. Ham kunne politiet så fange med hunde kort tid efter.

– Pigen på 16 år er stukket gentagne gange med kniv i overkroppen, fortæller politiets indsatsleder, Arne Guddal.

Flere vidner har fortalt til VG, at overfaldet fandt sted i kælderen.

Teknikere på skolen efter det voldsomme overfald. (Foto: Berg-Rusten, Ole/Scanpix 2017)
Teknikere på skolen efter det voldsomme overfald. (Foto: Berg-Rusten, Ole/Scanpix 2017)

Det er ikke oplyst, om den 19-årige var en tidligere elev på skolen St. Hallvard, der er en erhvervsskole for unge mellem 16 og 19 år.

Men Arne Guddal oplyser, at de to kendte hinanden i forvejen.

 

Powered by Labrador CMS