Pludselig død
Hall of Fame-musikeren blev 83 år gammel.
Den amerikanske Hall of Fame-musiker, Charlie Daniels er død, 83 år gammel.
Han døde mandag morgen af en blodprop. Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre Variety.
Charlie Daniels blev for alvor populær i 70’erne og 80’erne med sin blanding af country og sydstatsrock.
Ud over at stå i spidsen for sit eget band har han arbejdet bag store navne som Bob Dylan og Leonard Cohen.
Ud over at spille sit eget land – USA – tyndt, så tog Charlie Daniels ofte ud og spillede for amerikanske soldater – endda i kampzoner.
– Jeg har spillet for dem (soldaterne/ red.) i dette land, i udlandet, på skibe til søs, på Cuba – alle steder. Hovedårsagen er, at fortælle dem, at nogen bekymrer sig om dem, fortalte han Forbes Magazine tilbage i 2019.
Charlie Daniels efterlader sig sin kone, Hazel, og deres søn Charlie Jr.