Politi advarer om farlig hærværk: Hjulene falder af bilen mens du kører

Flere bilister har fået skruet deres hjulbolte løs: -Vi er ovre i straffeloven, lyder det fra en bekymret vagtchef.

Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forestil dig at du kommer kørende med 80 kilometer i timen i din bil. Pludselig falder det ene hjul af.

Det kan være scenariet, hvis du har været udsat for en usandsynlig dum og nederdrægtig form for hærværk, der de seneste dage har ramt Jyllinge-området ved Roskilde. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Newsbreak.dk.

Alene på dagens døgnrapport, som Midt- og Vestsjællands Politi har udsendt, er der tre tilfælde af det grove hærværk.

“Klokken 09.09 fik politiet anmeldelse om, at der i løbet af weekenden var løsnet hjulbolte på en personbil, der er kørt fra Jyllingeparken, hvilket bevirkede at hjulet faldt af under kørslen. Der skete ingen personskade. I et andet tilfælde var hjulboltene løsnet på en anden personbil i Jyllingeparken på højre forhjul. Her opdagede ejeren dog, at hjulet sad løst før kørslen. En bilist fra Ahornvej i Jyllinge tabte et hjul under kørsel på Frederiksborgvej tirsdag klokken 0950. Der skete ingen personskade”, står der i døgnrapporten.

– Vi har fået flere lignende henvendelser, specielt fra Jyllinge-området, i den seneste tid omkring løsnede hjulbolte. Det er ret bizart og ret farligt. Man kan både selv komme til skade eller bringe andre i fare, hvis et hjul pludselig falder af bilen. Vi er ovre i Straffeloven med grov kådhed at bringe andres liv i fare, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Newsbreak.dk.

Martin Bjerregaard siger, at man ikke har nogle spor at gå efter i sagerne:

– Vi har slet ikke noget at gå efter og vi har heller ikke rigtig fundet ud af hvad hensigten med de mange sager er. Men det er dybest set en åndsvag mani nogle har fået med at løsne hjulbolte og det skal stoppe, siger Martin Bjerregaard.

Har advaret tidligere

Det er ikke første gang Midt- og Vestsjællands Politi går ud med advarslen om løse hjulbolte.

Midt i marts i år beskrev Newsbreak.dk ligeledes problemet.

Den gang var det biler på parkeringspladsen ved Sankt Bendts Kirke i Ringsted, der havde fået løsnet bolte. I alt fem biler blev ved den lejlighed ramt.

Powered by Labrador CMS