Politi: Derfor varetægtsfængsler vi ham

Drabsdømte Peter Madsen er varetægtsfængslet i 14 dage.

Peter Madsen er nu varetægtsfængslet i sagen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Drabsdømte Peter Madsen er onsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

I en pressemeddelelse fortæller anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi nu, hvad der ligger til grund for kravet.

Ifølge senioranklager skyldes det især mistanken om, at 49-årige Peter Madsen har fået hjælp til flugtforsøget fra Herstedvester Fængsel:

– Om disse personer var klar over, at deres hjælp skulle bruges til et flugtforsøg, eller om de var uvidende om formålet, skal den fremadrettede efterforskning søge at afklare, siger senioranklager Rasmus Kim Petersen.

Med varetægtsfængslingen følger en række restriktioner for fangen – og de skal blandt andet sikre, at politiet bedre kan følge med i Madsens gøren og laden:

– Varetægtsfængslingen sikrer blandt andet, at politiet kan udføre brev- og besøgskontrol på mistænke. Det sker for at sikre, at mistænkte ikke kan kommunikere med eventuelle medgerningsmænd, siger Rasmus Kim Petersen.

Af hensyn til dagens retsmøde der blev holdt bag lukkede døre og den fremadrettede efterforskning, har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer i sagen for nu.

Seks sigtelser

Peter Madsen er sigtet for fangeflugt – og i den forbindelse at være flygtet “efter forudgående planlægning og aftale med bistand fra en eller flere pt. ukendte medgerningsmænd”.

Derudover er han også sigtet for ulovlig tvang mod en kvindelig psykolog.

Endvidere sigtet han for trusler om en bombe at tvinge sig ud af fængslet, samt at have peget på fængselsbetjene med en attrappistol.

Han skal også have truet en chauffør med ordene: ‘kør kør, kør, hvis du ikke kører bilen, skyder jeg dig’.

Et forehavende, der dog ikke lykkedes.

Peter Madsen erkender alle forhold, oplyser forsvarer Anders Larsen.

Efter protester fra både forsvarer og den fremmødte presse, vælger dommeren at lukke dørene.

Livstidsdom

Peter Madsen fik i 2018 en livstidsdom for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Reglerne for livstidsfanger er, at man efter 12 års afsoning har mulighed for at søge om prøveløsladelse. Hvis det afvises, kan man prøve igen efter to år.

Peter Madsens flugtforsøg og mulige gidselstagning kan i høj grad forringe hans udsigter for at blive prøveløsladt.

Til gengæld kommer det ikke til at betyde det store for længden af hans dom, da han i forvejen har en livstidsdom.

Det vurderer Mette Grith Stage, der har flere års erfaring som forsvarsadvokat.

– Men det her gør den forskel, at han får utroligt meget dårligere udsigter til at blive prøveløsladt.

– Så man kan sige, at nu hvor han har lavet det her, så bliver livstidsdommen måske endnu mere en realitet, end den er i forvejen, siger Mette Grith Stage.

Det er fængselsmyndighederne, der vurderer ønsket om prøveløsladelse. Det omfatter ofte fagfolk blandt fængselspersonalet og i nogle tilfælde en psykiater.

Selv om man idømmes en livstidsstraf, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med fængsel resten af livet.

Tidligere har tal fra Kriminalforsorgen vist, at livstidsdømte i gennemsnit bliver løsladt efter 16-17 års fængsel.

Dramatisk tirsdag

Tirsdag klokken 10.21 får politiet anmeldelsen om, at Peter Madsen er undveget.

Politiet sender alt disponibelt mandskab på gaden, og anholder ham fem minutter senere.

Det kom frem på et efterfølgende pressemøde.

Politiet bekræftede her, at Madsen har haft våbenlignende genstande på sig.

– Han smider noget fra sig, der ligner en pistol. Det tror vi ikke, det er, men det ligner, sagde politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi.

– Da han får håndjern på ser vi, at han har noget på, der ligner et bombebælte. Det er ret vellignende. Men intet tyder på, at der har været sprængstof i, sagde han videre.

Det er endnu uvist, hvordan Peter Madsen har fremskaffet eller fremstillet disse genstande.

Powered by Labrador CMS