Politi jagter hospitalsansat: Afslørede royal hemmelighed

Politiet har indledt en efterforskning om brud på tavshedspligten i forbindelse med prins Henriks indlæggelse.

Udgivet Opdateret

I en periode op til sin død den 13. februar var prins Henrik indlagt på Rigshospitalet. Københavns Politi har nu indledt en jagt på en medarbejder på hospitalet, som har brudt sin tavshedspligt. Det skriver Ekstra Bladet

Efterforskningen er indledt på baggrund af en anmeldelse mod Rigshospitalets personale fra en borger. Anmelderen havde hørt et indslag på Radio24syv, hvor journalist Trine Villemann udtalte sig om situationen kort efter, at Kongehuset den 9. februar havde udsendt en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod, at “Hans Kongelige Højhed Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret“.

Trine Villemann fortalte i indslaget på Radio24syv, at prins Henrik ifølge en kilde på Rigshospitalet var døende, og dermed mente anemelderen, at en medarbejder på hospitalet måtte have brudt sin tavshedspligt. Det samme mener Københavns Politi, der blandt andet har afhørt Trine Villemann i sagen. Hun fortæller til Ekstra Bladet, at hun ikke mener, at det ikke kommer politiet ved, hvem hendes kilde er.

Hun mener, at politiet gør for meget ud af sagen.

– Jeg er ikke selv i fedtefadet, men de jagter min kilde og har åbenbart sat en del resurser af til at finde ud af, hvem jeg har talt med. For mig hænger det slet ikke sammen, at sådan en banalitet får så meget opmærksomhed. Det kan jo kun være fordi, det handler om kongehuset, siger Trine Villemann til Ekstra Bladet.

Københavns Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at man er i gang med en efterforskning for brud på tavshedspligten, men man ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad man foretager sig i sagen.

Rigshospitalet har ikke ønsket at kommentere på sagen over for Ekstra Bladet, men pressechef Marianne Uldall​ skriver i en mail, at hospitalet generelt forventer, at alle medarbejdere overholder deres tavshedspligt overfor patienterne.

 

Powered by Labrador CMS