Politi: Lemlæstet kvindelig er Kim Wall

Københavns Politi har fastslået, at kvindetorsoen, der blev fundet ved Amager, stammer fra Kim Wall.

Udgivet Opdateret

Det er den svenske journalist Kim Walls torso, som mandag blev fundet i vandet ved Amager. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

DNA fra torsoen matcher med Kim Wall.

Københavns Politi holder klokken ni onsdag morgen et pressemøde om sagen, og indtil da ønsker politiet ikke at give yderligere oplysninger.

Torsoen blev fundet af en forbipasserende cyklist i vandet ved det sydvestlige Amager, og politiet har siden arbejdet på at finde ud af, hvem torsoen stammer fra.

Politiet har tidligere oplyst, at torsoen ser ud til at have fået afskåret hoved, arme og ben ved en bevidst handling.

Peter Madsen: Det var en ulykke

Kim Wall blev meldt savnet torsdag den 10. august om aftenen, da hun ikke var vendt tilbage fra en reportagetur, hvor hun var ude at sejle i ubåden UC3 Nautilus sammen med ubådens ejer Peter Madsen.

Ubåden og Peter Madsen dukkede morgenen efter op ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Ubåden sank og Peter Madsen blev reddet i land, men Kim Wall var fortsat forsvundet.

Peter Madsen blev kort efter anholdt og sigtet for drab på Kim Wall.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig i alle sigtelser. Han har forklaret, at Kim Wall døde i en ulykke ombord på ubåden, og at han efterfølgende havde “begravet” hende til søs. Først havde han dog fortalt politiet, at han havde sat Kim Wall af torsdag aften på Refshaleøen.

Overblik i ubådssagen (fra 10. til 23. august)

Den svenske journalist Kim Wall døde om bord på ubåden”UC3 Nautilus”. Det fortæller Københavns Politi i en pressemeddelelse. Ubådsejeren Peter Madsen har forklaret politiet og i et lukket grundlovsforhør, at Kim Wall døde som følge af en ulykke, hvorefter hun blev begravet i havet.

Sagen begyndte med en storstilet eftersøgning og fængsling af ubådsejeren Peter Madsen, kaldet “Raket-Madsen”. Han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Her er et overblik over forløbet:

Torsdag 10. august:

Omkring klokken 19 sejler den 30-årige svenske journalist Kim Wall sammen med Peter Madsen ud fra Refshaleøen i ubåden “UC3 Nautilus”. Vidner ser kvinden og ubådsejeren stå sammen i ubådens tårn.

Omkring klokken 22.30: Peter Madsen har oplyst, at det er omkring dette tidspunkt, at han satte kvinden af ved restaurant Halvandet på Refshaleøen i København.

Fredag 11. august:

Omkring klokken 02.30 kontakter kvindens kæreste Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, efter at hun ikke er vendt tilbage fra prøvesejladsen. Man forsøger at finde og få kontakt til ubåden i løbet af formiddagen.

Klokken 10.30 er der radiokontakt med ubåden, der befinder sig i Køge Bugt. Ejeren forklarer, at ubåden har tekniske problemer, men at der ikke er tilskadekomne. Ubåden sætter kurs mod havn.

Omkring klokken 11 begynder ubåden at synke, og Peter Madsen springer i havet. Han bliver reddet af en privat motorbåd, der sejler ham i land. Da han ankommer til Dragør, forklarer han, at der var problemer med ubådens ene ballasttank, og at den sank, da han forsøgte at løse problemet.

Klokken 11.36 bliver Peter Madsen anholdt og kørt til politiets Station City på Halmtorvet i København til søforhør. Politiet melder efterfølgende ud, at de vil sende dykkere ned til ubåden.

Klokken 17.44 udsender Københavns Politi en pressemeddelelse om, at ubådsejeren er anholdt og sigtet for drab på den svenske kvinde.

Lørdag 12. august:

Kort før klokken 10 begynder bjærgningen af ubåden.

Klokken 10 bliver ubådsejeren stillet for en dommer i Københavns Byret. Det foregår bag lukkede døre af hensyn til Kim Walls pårørende og politiets efterforskning.

Klokken 16.45 afsiger dommer Kari Sørensen kendelse. Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab.

Søndag 13. august:

Omkring klokken 02.30 bliver ubåden bragt i land.

Klokken 11.30 fortæller vicepolitiinspektør Jens Møller på et pressemøde, at der ikke er fundet personer eller lig i ubåden. Den betragtes stadig som et muligt gerningssted, og Jens Møller siger, at det ser ud til, at ubåden er gået ned som følge af en bevidst handling.

Mandag 14. august:

Eftersøgningen efter den forsvundne Kim Wall fortsætter. Det sker fra luften med fly fra Flyverhjemmeværnet.

Mandag 21. august:

Dele af dørlukningen bliver ophævet på baggrund af en henvendelse fra anklagemyndigheden og sagens forsvarer.

I en pressemeddelelse fra Københavns Politi fremgår det, at Peter Madsen til politiet og i retten har forklaret, at der skete en ulykke om bord på ubåden. Det førte til Kim Walls død, og han har efterfølgende begravet hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt.

Københavns Politi opretholder sigtelsen om drab.

Peter Madsen nægter sig skyldig i sigtelsen.

De danske og svenske søfartsmyndigheder har udarbejdet et overblik over ubådens sejlrute i Køge Bugt og Øresund. Der blev i fredags foretaget dyk på ruten, og indsatsen fortsætter mandag.

Både dansk og svensk politi har hen over weekenden søgt efter Kim Wall med skibe og helikopter. Det fortsætter de med mandag.

Tirsdag 22. august:

Vicepolitiinspektør Jens Møller fortæller på et pressemøde, at der ikke er noget, der taler imod, at kvindetorsoen er Kim Wall. Identiteten kendes dog ikke endnu. De manglende arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”.

Onsdag 23. august:

Kort efter klokken syv om morgenen meddeler Københavns Politi på Twitter, at dna-profilen på liget matcher med den forsvundne journalist Kim Wall.

Kilder: ritzau, jp.dk, eb.dk, TT, tv2.dk, Københavns Politi

/ritzau/

Ubådsejeren og raketbyggeren Peter Madsen sidder lige nu varetægtsfængslet under begrundet mistanke for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Politiet har dog opretholdt sigtelsen for manddrab mod Peter Madsen.

Powered by Labrador CMS