Politibetjent anholdt for at stjæle lysdæmper fra rets-toilet

Nu risikerer betjenten både fyring og tab af pension.

Det var her i byretten i København, hvor betjenten skal have forsøgt at stjæle en lysdæmper. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Udgivet Opdateret

En ældre politibetjent blev den anden dag snuppet på fersk gerning i færd med at stjæle en lysdæmper fra et toilet i Københavns Byret.

I hvert fald er det det, han er sigtet for, skriver Ekstra Bladet.

Hos den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, bekræfter chef Kirsten Dyrmann sigtelsen.

DUP er den instans, der efterforsker sager, hvor betjente er involveret.

– Det er korrekt, at en politimand er sigtet i sagen. Han blev anholdt og efterfølgende løsladt igen. Det skete 14. februar, og den pågældende er sigtet for at have forsøgt at stjæle en lysdæmper, fortæller Kirsten Dyrmann til Ekstra Bladet.

“Byrettens interne område er kraftigt videoovervåget. På deres skærme kunne byrettens årvågne personale pludseligt se, hvordan en mand i politiuniform pludseligt gik i gang med at skrue ved den omtalte lysdæmper,” skriver bladet.

Betjenten nægter sig skyldig.

Powered by Labrador CMS