Politiet advarer: Knald røret på hvis disse personer ringer

Ringer der nogen og udgiver sig for at være fra Microsoft og som siger, at din pc er inficeret med virus, så smid røret på, opfordrer politiet. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Engelsktalende svindlere, der påstår de ringer fra Microsoft siger, at din pc er inficeret med virus

Københavns Vestegns Politi advarer i en pressemeddelelse mod engelsktalende svindlere, som ringer til tilfældige borgere, hævder at være fra Microsoft og prøver at lokke folk til at give sig fjernadgang til deres computer.

Men du skal ikke tro på dem og endelig ikke give dem nogen form for oplysninger. Politiet råder i stedet til, at man afbryder samtalen.

I december blev en mand i Søborg og en kvinde i Høje-Taastrup ringet op af en rar engelsktalende kvinde, som venligt advarede dem om, at der var virus på deres computere.

Kvinden i Høje-Taastrup blev stillet videre til den venlige engelsktalende dames mandlige teknikerkollega i ’Microsoft’. Han bad om fjernadgang til computeren i Høje-Taastrup og overtalte til, at man downloadede et program til at fjerne virussen. Programmet skulle der betales 25 kroner for via pengeoverførselsfirmaet Western Union. Det viste sig senere, at der var overført yderligere ca. 2.100 kroner via Western Union ved at misbruge Mastercard-oplysninger.

Manden i Søborg fik nogle gode råd, som han skulle betale 150 kroner for via overførsel fra sin netbank til en udenlandsk bankkonto. Han opdagede senere, at der var overført yderligere næsten 2.000 kroner til udlandskontoen.

– Microsoft og andre computerfirmaer vil aldrig kontakte en borger uopfordret. Giv ikke fjernadgang, download ingen programmer og overfør ingen penge, siger politikommissær Claus Hjermitslev.

Han er efterforskningsleder i Københavns Vestegns Politis efterforskningsafdeling for økonomisk kriminalitet, som de seneste måneder har modtaget en stribe henvendelser om lignende opkald heraf 10-15 deciderede anmeldelser.

– Det er et fupnummer, hvor en svindler får borgeren til at give sig adgang til computer og netbankkonto. Tro ikke på dem og afbryd samtalen, opfordrer Claus Hjermitslev.

Powered by Labrador CMS