Politiet advarer: Tricktyve udnytter coronavirus

Flere ældre har fået besøg af personer, der har udnyttet coronavirus til deres fordel.

Udgivet Opdateret

Nordsjællands Politi har onsdag været hårdt ramt af tricktyve, der udnytter den hektiske situation,  der for tiden hersker i Danmark på grund af coronavirus.

Flere ældre personer har fået besøg af nogle, der udgiver sig for at skulle vise de ældre, hvordan de spritter deres hjem ordentligt af.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det fremgår af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Lyver om hensigten

Flere steder i Nordsjælland har der været flere tilfælde af tricktyverier, hvor tyvene udgiver sig for at komme fra sundhedsvæsenet eller hjemmeplejen på grund af coronavirus, eller at de skal vise, hvordan håndsprit virker.

Onsdag eftermiddag havde en ældre kvinde fået besøg af en kvinde, der ønskede at forklare hende, hvordan hun bedst muligt benytter sig af sprit.

Den 86-årige opdagede efter besøget, at der var stjålet et kontantbeløb samt et bankkort. Gerningskvinden beskrives som værende mellem 30 og 35 år, 162 centimeter høj, almindelig af bygning med langt, sort hår og iført mørkt tøj. Hun talte dansk med accent.

Tre tricktyve på besøg

I Charlottenlund fik en 80-årig kvinde besøg af en kvinde, der fortalte, at hun kom fra et hospital og ville vise hende, hvordan man spritter sit hjem ordentligt af. Imens de to talte sammen gik to mænd ind i lejligheden og stjal et pengeskab.

Kvinden beskrives som værende udenlandsk af udseende, mellem 160 og 165 centimeter høj og almindelig af bygning med brunt hår. Hun talte dansk og var iført en frakke. Mændene beskrives som værende udenlandsk af udseende.

Luk ikke fremmede ind

En 81-årig mand oplevede lignenede i Charlottenlund, da han også fik besøg af en kvinde, der ville vise ham, hvordan boligen skal sprittes af. Da hun hørte lyde i stuen, gik kvinden igen.

Hun beskrives som værende cirka 170 centimeter høj, dansktalende med brune øjne.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man som udgangspunkt ikke lukker fremmede ind i sin bolig. Venter man besøg eksempelvis fra hjemmeplejen, men er i tvivl om vedkommende, stammer derfra, skal man bede om legitimation.

Powered by Labrador CMS