Politiet anholder seks i rockerklubhus

Det var her – på Lyngager 12 i Brøndby – at politiet i september slog til mod rockerklubben. Nu er endnu en person anholdt for medvirken til drabsforsøg. Foto: Google Streetview
Udgivet Opdateret

Seks anholdt ved aktion mod rockerklub efter knivstikkeri.

Københavns Vestegns Politi har onsdag formiddag gennemført en aktion mod et rockerklubhus på Lyngager i Brøndby.

I forbindelse med aktionen har politiet anholdt seks personer og fundet en del knive og en skarpladt pistol.

Aktionen kommer efter et forsøg på manddrab i Ishøj 17. august, hvor to personer blev stukket flere gange med kniv.

Umiddelbart efter episoden blev fire personer anholdt og varetægtsfængslet. Men politiet mener, at yderligere seks personer var involveret i drabsforsøget.

Af de seks anholdte ved onsdagens aktion mistænker politiet fire af mændene for at have deltaget i drabsforsøget. På den baggrund vil de blive fremstillet i grundlovsforhør. De to øvrige er sigtet for andre lovovertrædelser.

To endnu fri

– Vi leder altså forsat efter de to sidste personer. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold til, at vi finder dem, og det er også vigtigt at understrege, at sagen her ikke bunder i bandekonflikt, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi.

På adressen Lyngager 12 i Brøndby holder rockerklubben District 26 til.

De var indtil for nylig en del af rockerklubben Satudarah, men har siden brudt med klubben og er netop blev optaget i den hollandske rockerklub No Surrender.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS