Politiet: En fuldstændig uacceptabel opførsel

Flere personer blev sigtet fredag aften.

Politiet havde travlt fredag aften. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Tre gældende klip i kørekortet, og dermed en betinget frakendelse af selvsamme kørekort, forhindrede ikke i en bilist i at køre 122 km/t fra Viby Ringvej til Hasle Ringvej fredag aften.

Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at hastighedsgrænsen er på 70 km/t i området, og at bilisten derfor står til endnu en betinget frakendelse af kørekortet efter turen.

Bilisten blev taget i at køre for stærkt samtidig med, at politiet fangede flere andre fartsyndere i området.

Østjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at færdselsafdelingen kørte en målrettet indsats mod netop for høj fart, og det førte til flere sigtelser.

To bilister blev således sigtet for en fart over 100 km/t, og den anden af de to bilister gjorde også noget andet.

Først blev vedkommende målt til 100 km/t i nordgående retning på Ringvejen.

“I krydset Åby Ringvej/Bautavej satte han dog farten ned til knap 70 km/t, men kørte så helt bevidst over for rødt lys, idet der havde været rødt lys i hans kørselsretning i ca. 30 sekunder. Bilisten kan nu se frem til to klip i kørekortet,” skriver politiet.

Tog kortet

Politiet mødte også en 20-årig mand, der i krydset Åby Ringvej/Viborgvej kørte over for rødt lys. Politiet opdagede herefter, at manden har syv verserende sager vedrørende klip i kørekortet samt en sigtelse for vanvidskørsel. Derfor blev hans kørekort inddraget på stedet.

– Vi har igennem en længere periode intensiveret vores færdselsindsats på Ringvejen i Aarhus og herunder med særlig fokus på området i det vestlige Aarhus. Færdselskontrollen fredag aften medførte heldigvis, at vi fik standset og sigtet de billister, som udviste en fuldstændig uacceptabel opførsel i trafikken, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i pressemeddelelsen.

Aktion nummer 115

Siden oktober 2020 har politiets færdselsafdeling afviklet 115 færdselsindsatser, og i den forbindelse oprettet 605 sager.

“10 af færdselsafdelingens 115 indsatser har været særligt målrettet det vestlige Aarhus for at sætte skærpet fokus på den dårlige trafikkultur i området. De 10 målrettede indsatser alene har ført til 305 sager – heraf 116 sigtelser for at køre for stærkt. Der er givet 168 klip i kørekort og 17 betingede frakendelser af kørekort,” skriver politiet.

– Med henblik på at nedbringe antallet af overtrædelser af færdselsloven og herunder med særligt fokus på de meget grove overtrædelser, som vi konstaterede fredag aften, fortsætter vi vores intensive færdselskontroller med såvel specialiserede medarbejdere fra vores færdselsafdeling samt vores patruljeberedskab, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i pressemeddelelsen.

Overblik

Fredagens indsats førte til 43 sigtede, der i alt blev sigtet for 49 forseelser, og politiet oplyser, at man blandt andet noterede følgende:

10 x hastighed til klip i kørekortet
4 x ulovlig overhaling til klip i kørekortet
3 x narkokørsel
3 x besiddelse af narkotika
3 x kørsel i frakendelsestiden
2 x hastighed til betinget frakendelse af kørekortet
2 x kørsel frem for rødt lys
1 x barn ej fastspændt
1 x brug af håndholdt mobiltelefon

“Derudover 21 diverse andre sager som for eksempel manglende brug af sikkerhedssele, manglende tegngivning og andre bødesager for overtrædelse af færdselsloven,” skriver politiet.

Powered by Labrador CMS