Politiet fik ønske opfyldt ved skolekontrol

Politibetjente laver meget andet end bare at holde øje med, at bilister følger reglerne, når der er kontrol ved en skole. Newsbreak.dk var med.

Udgivet Opdateret

– Godmorgen, siger Søren Nielsen, politiassistent ved Østjyllands Politi, til en flok børn, der er på vej i skole.

Børnene er på vej i skole for bare anden gang i år, og omkring klokken 07.40 foregår det egentlig i god ro og orden, var det ikke fordi, de på netop denne dag går forbi en betjent og to politimotorcykler på vej op mod Østervangsskolen, der ligger på Dronningeborg Boulevard i Randers.

– Se der, siger et barn til et andet barn, mens der peges hen på politimotorcyklen. De fleste børn hilser igen og går videre, mens andre børn stopper op og stiller spørgsmål.

– Skal du skyde nogen?, siger et barn til Anders Jensen, der sammen med Søren er taget til Østervangsskolen for at sikre sig, at færdselsloven bliver overholdt, og at børn bliver bragt i skole i god ro og orden.

– Det håber jeg da ikke, siger Anders til barnet, der dog ikke lader sig nøjes med sådan et svar.

– Hvorfor har du så en skyder?, spørger knægten, før han er nødt til at gå videre. Skolen kalder, og det ringer snart ind til første time.

Små trafikanter

Østervangsskolen har 450 elever, og en del af dem ankommer til skolen til fods. Nogle går, andre løber og andre igen er på cykel eller løbehjul. Fodgængerne får mulighed for at krydse Dronningeborg Boulevard  med hjælp fra skolepatruljen, der i kombination med de mange biler, der er på vej ind til Randers Centrum gør, at trafikken glider ganske langsomt forbi skolen.

Søren står diskret placeret med en fartmåler for at sikre, at der ikke er nogen, der kører hurtigere end de 50 kilometer i timen, det er lovligt at køre på strækningen, mens Anders er gået ind på skolens relativt nye aflæsningsområde. Her holder han øje med, om alle har sele på.

– Forældrene er generelt gode til at give deres børn sele på, men til gengæld møder vi forældre, der ikke selv har sele på, og det forstår jeg jo ikke, siger Søren til Newsbreak.dk.

Det har været et projekt

På aflæsningsområdet er det ikke tilladt for forældrene at holde alt for længe, men området er bygget sådan, at bilister kan komme ind, aflevere deres børn direkte ved skolen og køre igen.

– Men forældrene vil jo helst kunne køre deres børn helt ind i skolegården, siger Peter Nellemann, skoleleder for Østervangsskolen. Han fortæller, at det har været et langt, sejt træk, at få forældre, der af den ene eller anden årsag kører deres børn i skole, til at huske, at det hele går lettest, hvis alle kører efter de samme regler, altså færdselsloven.

Det går jo fint

Hvis denne tirsdag i august skal ses som et udtryk for, hvordan trafikken normalt glider forbi, og ind til, Østervangsskolen, så har skoleledelsens bestræbelser båret frugt.

Folk kører generelt pænt, når de skal aflevere deres børn, og i den tid, Newsbreak.dk besøger stedet, er det oftest lyden af biler i tomgang, der dominerer lydbilledet, efterfulgt af lyden af en kobling, der bliver aktiveret lidt for skævt, hvorefter endnu en bil kan humpe ind på aflæsningsområdet for at aflevere endnu et barn.

Skolestart

Politiassistenterne Søren og Anders er taget forbi Østervangsskolen, fordi Østjyllands Politi sammen med resten af landets politikredse, vil holde øje med, hvor godt, eller dårligt, forældre kører, når de afleverer deres børn i skole

– Vi skal sørge for, at de følger anvisningerne og skiltene, siger Anders til Newsbreak.dk.

Newsbreak.dk har tidligere fortalt, at der i 2018 var 37.211 sager, hvor en bilist kørte for stærkt på en skolevej. Tallet var 53.853 for 2017, så der er altså tale om en nedgang. Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, har tidligere peget på, at nedgangen i antallet af sager kan skyldes øget fokus med kampagner og kontrol, og denne tirsdag er det da heller ikke det helt store, Søren og Anders giver sig i kast med.

Anders får i løbet af en halv times tid kun målt én bilist til at køre for stærkt, og hun slipper med en advarsel. Derudover observerer de to betjente her og der en uden sele eller en, der taler i håndholdt telefon.

På med selen

Mens de to betjente er optaget andensteds kan Newsbreak.dks udsendte kosntatere, at der i bilkøen ved skolen holder en bil med en mand bag rattet. Manden har en cigaret i munden og ingen sele på. Da han ser de to betjente, får han fikst fikset selen på plads, med cigaretten dinglende fra mundvigen. Han slipper uden straf, og mens Newsbreak.dk er på besøg ved Østervangsskolen bliver der ikke skrevet én bøde.

– Vi vil jo helst ikke fange nogen, siger Søren til Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter under videoen 

Han fortæller, at de fleste børn er nysgerrige, når de møder politiet ved skolerne. De forældre, der ikke får en bøde, er genrelt glade for, at politiet er der, og man hører og ser flere gange da også voksne give udtryk for netop det; at det er godt, politiet er der.

Den lille cyklist

Mens Anders stadig holder øje med, om de bilister, der kører ind til skolen nu har sele på, koncentrerer sig om kørslen og ikke roder med deres telefoner, så er Søren så at sige gået i børnehøjde.

Han har fat i en lille cyklist, der ikke helt havde overholdt reglerne for, i hvilken retning man må køre, når man kører på en cykelsti. Søren forklarer drengen, at det kan være farligt for ham, hvis han kører i den modsatte retning på en cykelsti forbi et sted, biler svinger ud fra, og drengen lover, at han fremover nok skal trække sin cykel det sidste stykke ind til skolen.

– Det er sikkert noget, hans forældre har sagt, at han skal, siger Søren.

– Ja, det sagde mine forældre til mig, siger Anders.

Så kom der ro på

Mens trafikken egentlig bliver afviklet uden større problemer, kan man godt se, mærke og høre, at der kommer flere bilister til lige før 08.00. Da klokken er 07.57, bliver der dyttet en del, da flere biler prøver at komme samme sted hen på samme tid. Det går dog, uden politiets indblanding.

Klokken har passeret 08.00. Skolepatruljen er forsvundet fra fodgængerfeltet, og den værste trafik er stilnet af ved Østervangsskolen. Søren står stadig og måler farten på dem, der kører forbi ham, men det har generelt været en rolig morgen, som de to betjente havde håbet.

– Der er spids på til klokken 08.00, og derfra bliver det bare stille, siger Anders, mens en dame, kørende i en Volvo med en forlygte uden lys i, glad vinker til politiet, mens hun kører forbi.

Powered by Labrador CMS