Politiets nye våben: Dette virker mod bander
Risiko for lang fængselsstraf har en meget afskrækkende effekt på rocker- og bandemedlemmer, mener politiet.
I Danmark har bander længe været et problem, der synes uløseligt. Men nu melder Rigspolitiet selv ud, at de har set en bedring – det skyldes i høj grad, at de har fået adgang til nye værktøjer, som kan synes mere skræmmende.
En række af de værktøjer er hårdere straffe til bandemedlemmer og et massivt pres fra politiet mod banderne. Det har haft den ønskede effekt, mener Rigspolitiet.
Januarmåned har på alle måder vist sig at være en helt ekstraordinær måned på særligt ét parameter. Det er nemlig første gang i tre år, at der ikke er registreret en eneste aktiv konflikt i rocker- og bandemiljøet.
Det viser en indsigt, som Berlingske har fået fra Rigspolitiets opgørelse over konflikter.
– Presset virker. Det her er udtryk for, at hele den indsats, der har været de seneste år, og de seneste værktøjer, vi har fået med bandepakkerne, især Bandepakke 3 i efteråret 2017, har båret frugt, siger Mikael Wern, der er leder af Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet.
Her er værktøjerne
I den tredje bandepakke fik politiet mulighed for at forbyde rocker- og bandemedlemmer at opholde sig i bestemte ejendomme.
Prøveløsladelser blev desuden gjort betinget af, at den indsatte deltager i et forløb rettet mod at forhindre ny kriminalitet.
Oven i det blev det muligt at fordoble en fængselsstraf, hvis en forbrydelse begås i forbindelse med en væbnet konflikt.
Hårdere straffe
Det fik et 27-årigt medlem af Loyal To Familia (LTF) at mærke sidste år, da han blev idømt en historisk lang straf på 20 års fængsel for drabsforsøg.
Yderligere 16 medlemmer af LTF risikerer at skulle lige så lang tid bag tremmer for to andre drabsforsøg.
– Alle de her værktøjer har en meget kraftig afskrækkende effekt på rocker- og bandemedlemmer. Det er i hvert fald vores vurdering, siger Mikael Wern.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er “selvfølgelig” tilfreds med udviklingen, siger han til Berlingske.
– Men jeg er meget bevidst om, at det kan blusse op igen. Derfor stopper indsatsen jo ikke med at presse banderne, siger Søren Pape Poulsen.
Han fremhæver, at der aktuelt sidder 443 rocker- og bandemedlemmer fængslet. Det er markant flere end for et år siden og svarer til cirka en tredjedel af alle registrerede medlemmer.