Politiets telefonnummer er blevet udnyttet

Midt- og Vestsjællands Politis har fået flere henvendelser fra borgere, der kan fortælle om en mærkelig politimand.

Udgivet Opdateret

Flere borgere har den seneste tid oplyst Midt- og Vestsjællands Politi om, at de er blevet kontaktet af en person, der har udgivet sig for at være politibetjent.

Det, der kunne have bakket op om ægtheden bag opkaldet, er, at personen har ringet fra nummeret 4635 1448, der faktisk er nummeret til Midt- og Vestsjællands Politi.

Det fremgår af døgnrapporten.

Optag et lån

Lørdag eftermiddag oplever Midt- og Vestsjællands Politi den første henvendelse fra en borger. Det er en 66-årig mand fra Solrød Strand, der har modtaget et opkald fra en politimand, der fortalte, at manden – hvis fulde navn politimanden var i besiddelse af – skulle godkende en låneansøgning på et større beløb.

Det gjorde den 66-årige mistænksom, selv om politimanden havde ringet fra 4635 1448. Politimanden fortalte dog, at han ville ringe den 66-årige op igen på et andet nummer. Da han gjorde det, svarede den 66-årige ikke.

Blot en halv time efter modtager Midt- og Vestsjællands Politi en henvendelse fra en 73-årig mand fra Hadsund, der ligeledes er blevet ringet op af 4635 1448. Manden i telefonen præsenterer sig som værende politimand, der forklarer, at han har brug for den 73-åriges personnummer til oprettelse af et lån.

Da politimanden har opgivet sit navn og tjenestenummer, forklarer han, at han ringer tilbage fra et andet nummer. Desuden ville politimanden også sende en patrulje til den 73-åriges hjem. Men intet af det skete.

Lokke oplysninger

Klokken 18.32 – blot et lille kvarter efter den 73-årige mands henvendelse – kontakter en 43-årig mand fra Hedehusene Midt- og Vestsjællands Politi.

Han forklarer ligeledes, at han er blevet ringet op af en mand, der ville have hans personnummer til oprettelse af et lån. Manden i telefonen udgav sig for at være fra politiet og ringede ligesom de tidligere opkald fra 4635 1448, for derefter at ringe fra et andet nummer.

Klokken 18.38 kontakter en 51-årig kvinde fra Bredebro Midt- og Vestsjællands Politi, da hun er blevet ringet op fra 4635 1448, hvor en mærkelig politimand havde givet sig til kende.

Politimanden havde forsøgt at lokke personlige oplysninger ud af den 51-årige, der skulle have overført et større kontantbeløb. Den 51-årige valgte at afbryde samtalen.

Anvendte et taletidskort

Midt- og Vestsjælland Politi er meget opmærksomme på hændelserne, som politikredsen er blevet kontaktet omkring flere gange på det seneste.

Politiets foreløbige undersøgelser viser, at opkaldene formentlig stammer fra en person, der anvendte et taletidskort uden personligt registrerede brugeroplysninger. Politiet er også klar over, at der findes apps, der kan vise bestemte numre på displayet, selv om opkaldet ikke stammer fra det nummer.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer borgerne, der muligvis oplever opkald fra 4635 1448 i fremtiden til at udvise skepsis. Politi anbefaler borgere at afbryde opkaldet efter nogen tid, for så at kontakte den politikreds, som den falske politimand hævder at være fra. På den måde kan borgere få be- eller afkræftet, om opkaldet faktisk var fra politiet.

Powered by Labrador CMS