Presset Thorup: Ikke vores sidste CL-point

Jess Thorup føler sig overbevist om, at FCK kommer til at hente flere point i sin Champions League-gruppe

Udgivet Opdateret

FC København skal have point på kontoen i Champions League for at leve op til sin målsætning om at spille europæisk fodbold til foråret.

Onsdag aften blev det første af slagsen indkasseret, da klubben foran et medlevende publikum i Parken spillede 0-0 med Sevilla.

Det var vigtigt for Jess Thorup, der på det seneste har været under hårdt pres på grund af sløje præstationer i Superligaen.

Men han er ikke tilfreds endnu.

- Skal have flere point

- Som jeg sagde til spillerne, så er det her ikke det sidste point, vi får i den her pulje. Vi er med på, at vi skal ud og hente flere, hvis vi skal videre, og det er vores mål, siger Jess Thorup.

FCK skal som minimum ende på tredjepladsen for at sikre sig europæisk deltagelse efter nytår. De to øverste placeringer sender klubben videre i Champions League, mens en tredjeplads giver en billet til Europa League.

- Selv om de næste to kampe er mod Manchester City, der ser rimelig stærke ud og har en vis (Erling, red.) Haaland oppe foran, går vi efter hver eneste mulighed, siger Jess Thorup.

FCK vadede ikke ligefrem i chancer onsdag aften. Et par gange var det tæt på, men hvis man skal score i Champions League, skal skarpheden være større, end det var tilfældet onsdag.

Manglede skarphed

- I de her europæiske kampe ved vi godt, at man ikke får mange chancer, så man skal tage rigtig omhyggeligt vare på dem, man får.

- Det er de her tre, fire eller fem chancer, man får på sådan en europæisk aften, og der kan vi efterfølgende sige, at vi manglede den sidste skarphed.

- Men for mig handlede det om helhedsbilledet, og jeg synes, at vi spillede lige op med et af de bedste hold i Europa, og det var rigtig godt at se, siger Jess Thorup, der kalder indsatsen for en "toppræstation".

Det kan dog komme til at se sort ud for Jess Thorup allerede søndag.

SÅ MEGET TJENER FCK PÅ CL

FC København tjener en formue på kvalifikationen til Champions League. Få et overblik her:

* Startpenge: Hver kvalificeret klub får 15,64 millioner euro, cirka 116 millioner kroner.

* Koefficientbonus: FCK har den sjettelaveste koefficient af de 32 deltagere. FCK får derfor 6 x 1,137 millioner euro, hvilket giver 6,8 millioner euro. det svarer til cirka 51 millioner kroner.

* Tv-penge: Penge fra den såkaldte "market pool" afhænger af, hvem der deltager i turneringen. FCK kan forvente at score et større tocifret millionbeløb.

* Resultatbonus: Hver sejr i gruppespillet belønnes med 2,8 millioner euro, det svarer til 20,8 millioner kroner. Hver uafgjort belønnes med 930.000 euro, det svarer til næsten syv millioner kroner. Kvalifikation til knockoutfasen belønnes med over 71 millioner kroner.

* Dertil kommer entréindtægter, sponsorindtægter og merchandiseindtægter i forbindelse med Champions League-kampagnen.

Kilde: Uefas cirkulære for økonomi i de europæiske turneringer 2022/23

Her skal klubben møde FC Midtjylland, og hvis det bliver til nederlag i Herning, har FCK tabt seks ud af ti kampe i denne superligasæson.

FCK's Jess Thorup mener ikke, at klubben har hentet sit sidste Champions League-point i sæsonen endnu.
FCK's Jess Thorup mener ikke, at klubben har hentet sit sidste Champions League-point i sæsonen endnu.
Powered by Labrador CMS