Prinsen fik en ny nyre – af sin far

Den svenske Prins Daniel har fået en ny nyre – fra sin far. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Den svenske prins Daniel fortæller nu om sin operation, hvor han fik sin fars nyre.

Den svenske prins Daniel, som er gift med kronprinsesse Victoria, gik for seks år siden igennem et hårdt sygdomsforløb på grund af en medfødt nyresygdom. Først gik han i dialyse, og siden fik han en nyretransplantation, hvor nyren blev doneret af hans far, Olle Westling. Først nu er han klar til at fortælle om forløbet.

– Når nyrerne ikke fungerer ordentligt, bliver blodet forgiftet. Bare et par timer efter transplantationen følte jeg mig så ren, og det var fantastisk, siger prinsen i et interview med svenske DI.

Nyresygdommen blev opdaget ved et tilfælde, da prins Daniel var teenager. Prinsen fortæller i interviewet, at han tidligere ikke har brudt sig om at tale om nyretransplantationen.

– Til at begynde med syntes jeg ikke, det var særlig sjovt at tale om, og det føltes meget privat. Men jeg har indset, at jeg må bidrage på den måde, jeg kan, fortæller prins Daniel.

Prins Daniel ønsker ikke at blande sig i, hvordan man skal håndtere transplantationer rent politisk, men han har dog et budskab, han gerne vil ud med.

– Det er ikke et spørgsmål, jeg skal blande mig i, men mit budskab er, at hvis du er villig til at modtage et organ selv, bør du også være villig til at give et organ. Så enkelt er det egentlig, udtaler prinsen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS