Råber du af din hund? Så kan den få stress
Er du en af de hundeejere, der hæver stemmen eller hiver i snoren, når hunden ikke gør, hvad den skal. Så kan din hund blive stresset.
Det er ikke altid, at hunden gør, hvad du har bedt den om. Måske har hunden endda en idé om, at den slet ikke behøver at høre efter, hvad du siger.
Men det er faktisk ikke gavnligt for hunden, hvis du som ejer hæver stemmen, eller på anden måde afstraffer din hund.
Artiklen fortsætter efter videoen
Hunde, der bliver afstraffet, har et højere stressniveau, end hunde, der ikke bliver. Det viser ny forskning.
Det skriver DR.
Straffede hunde får stress
I undersøgelsen, der er lavet af forskere på Universidade do Porto i Portugal, er 92 fra syv hundeskoler testet.
42 af dem kommer fra tre skoler, hvor hundene bliver trænet med belønningsmetoder. Hunden får godbidder, når hunden gør det, som den bliver bedt om.
De resterende hunde kommer fra fire skoler, hvor hundene bliver trænet med strafbaserede metoder enten ved at råbe af hunden eller hive i hundens snor, når den ikke agerer, som den skal.
Herefter er der taget spytprøver fra hundene for at måle deres stressniveau. De blev sammenlignet med spytprøver fra hunde, der slappede af.
Stressniveauet var forskelligt for de to grupper af hunde. Hos de hunde, der blev straffet, var niveauet meget højere sammenlignet med hunde fra den anden gruppe.
Dårligt mentalt helbred
For hundeejere er forskningen vigtig, mener Björn Forkman, der er professor i dyreadfærd og sygdomskontrol på Institut for Veterinær- og Husdyrsvidenskab på Københavns Universitet.
– Man har tidligere lavet undersøgelser, der viser en kobling mellem træningsmetoder og adfærdsproblemer, siger han til DR Nyheder og fortsætter:
– Jeg synes, den her undersøgelse er interessant, og som hundeejer er det vigtigt at vide, at afstraffelse kan have en langvarig negativ påvirkning på hunden.
Han påpeger dog, at der kan være en hvis usikkerhed forbundet med undersøgelsen i forhold til årsag og virkning.
Kort og kontant nej
Ifølge Hundepsykolog og adfærdsbehandler Anni Schrøder kan det dog ikke helt undgås, at hundeejere råber af deres hund.
– Det er utopisk at tænke, at hunde kan gå gennem livet uden at blive råbt af. Det vil være det samme som at sige, at du skal opdrage dine børn uden at skælde dem ud, siger hun til Newsbreak.dk og fortsætter:
– Du kan undgå at råbe hidsigt, højt og længe, men ikke at råbe.
Hun anbefaler, at man overfor hunden markerer sig med en kontant knurrende lyd i stil med eh-eh eller nej, så hunden får en oplevelse af, at det må den ikke. Lyden minder nemlig om, hvordan andre hunde ville sige fra.
Sæt dig i hundens sted
Men Anni Schrøder pointerer også, at det som hundeejer er vigtigt at sætte sig i hundens sted.
Det er ikke sikkert, at din hund er klar over, at den ikke må bide i ledningerne eller bordbenet, før du gør det klart for den.
– Når du får en hvalp, er den jo et blankt stykke papir. Den ved ikke, hvad den må, og hvad den ikke må. Det skal du lære den. Du skal lære den, hvad nej betyder. Man kan sagtens træne en hund uden at gøre brug af hårde midler, siger adfærdsbehandleren.