Ramt af sjælden sygdom: -Har lyst til at græde

- Jeg ville sateme være led ved det, lyder det fra fuglehandler og fugleven Arnfred Madsen. Han står overfor et svært valg, når han skal beslutte, om hans 300-400 karantæneramte fugle skal slås ned

Arnfred Madsen kan nærmest ikke bære tanken om, at han måske er nødt til at aflive alle sine fugle. Foto: Bedsted Dyrehandel
Arnfred Madsen kan nærmest ikke bære tanken om, at han måske er nødt til at aflive alle sine fugle. Foto: Bedsted Dyrehandel
Udgivet Opdateret

- Det er slet ikke til at bære. Jeg har mest lyst til at græde. Det er helt ad helvede til, udbryder Arnfred Madsen.

Fugle- og dyrehandler Arnfred Madsen, som har haft Bedsted Dyrehandel i Thy i 37 år, befinder sig i en svær situation. Dyrehandlen er nemlig ramt af fuglesygdommen 'papegøjesyge'. 

I øjeblikket er alle hans 300-400 fugle i karantæne. To af fuglene er konstateret smittet med sygdommen.

Skal fuglene aflives?

Det kan ende med, at Arnfred Madsen er nødt til at aflive samtlige fugle. På trods af de to smittede fugle faktisk ikke engang er syge. De bærer kun smitten. 

- Jeg er bange for, at jeg skal slå hele lortet ihjel. Selv om fuglene er raske smittebærere og ikke fejler noget. De er sunde og friske og har det godt, fastslår den frustrerede fuglehandler over for Newsbreak.dk.

- Det ville være så synd. Jeg ville sateme være led ved det, fortsætter han. 

-Et satans hyr

Arnfred Madsen har over 50 års erfaring med opdræt og handel med fugle. Heriblandt mange eksotiske arter som for eksempel papegøjer.

Fuglehandleren skal nu gøre op med sig selv, om fuglene skal aflives, eller om butikken skal igennem en lang periode med karantæne, behandling, test og desinficering.

- Hvis jeg vælger at beholde fuglene, venter der en langsommelig, omstændelig og bureaukratisk proces, som kan vare fire-fem måneder, forklarer Arnfred Madsen. 

Først skal fuglene behandles med medicin, og så skal der tages prøver ad flere omgange, som skal vise sig at være negative, før de kan erklæres smittefri.

- Det er et satans hyr. Det kan blive skruen uden ende, lyder det. 

En person smittet

Fødevarestyrelsen har nogle faste procedurer, som de følger, når fugle bekræftes smittede med papegøjesyge. Smitten kan nemlig overføres til mennesker. 

Og det er netop det, der er sket i dette tilfælde.

Udbruddet blev opdaget, da en person blev indlagt på hospitalet efter vedkommende havde købt et dyr hos en dyrehandel i Kongens Lyngby.

- Det er lovpligtigt at indberette smitte. Og når der konstateres smitte, så sætter Fødevarestyrelsen gang i hele menageriet. Sådan er reglerne, forklarer Arnfred Madsen. 

Svært at opdage papegøjesyge

Bedsted Dyrehandel har solgt fugle til dyrehandlen i Kongens Lyngby. Så smitteopsporing ledte Fødevarestyrelsen til Arnfred Madsens butik, hvor det blev bekræftet, at der ligeledes var smitte. 

Arnfred Madsen fortæller, at han ikke selv var klar over det. Fugle viser sjældent tegn på symptomer, så papegøjesyge er svær at opdage.

Og fuglehandleren har ikke selv oplevet symptomer på sygdom. 

Koster kassen

Uanset hvad Arnfred Madsen beslutter sig for at gøre, så kommer han til at lide et stort økonomisk tab, slår han fast. 

- Det vil koste kassen at beholde fuglene. For jeg skal selv betale for medicin og behandling, og jeg mister omsætning, i og med at kunder ikke har mulighed for at købe fugle.

For Arnfred Madsen handler det dog ikke kun om pengene. Han er nemlig en vaskeægte fugleven, som er frustreret over udsigten til at skille sig af med alle sine mange raske fugle. 

Det er derfor en utrolig hård beslutning, som fuglevennen står overfor.

- Det er dæleme hårdt. Det er mit store livsværk. Det er hele mit liv, så man må sige, at det er op ad bakke. 

Hvad er papegøjesyge?

Sygdommen ornitose ses primært hos fugle.

Sygdommen har historisk været konstateret især i papegøjer og papegøjelignende fugle, deraf betegnelsen 'papegøjesyge'.

Ornitose er en zoonose. Det betyder, at den kan smitte fra dyr til mennesker.

Sygdommen forekommer over hele verden og i Danmark ses tilfælde hvert år både hos fugle og hos mennesker.

Infektioner hos mennesker fremkalder typisk mildere luftvejssymptomer, men kan også forårsage alvorlige luftvejsinfektioner der kræver hospitals indlæggelse.

Kilde: Kilde: Fødevarestyrelsen
Powered by Labrador CMS