Rapport roser DSB: Blandt Europas bedste

Foto: Henning Bagger
Udgivet Opdateret

Danmarks togdrift er i Europa kun overgået af Schweiz og Norge, konkluderer en ny rapport.

Selvom kritikken ofte hagler ned over DSB med snak om IC4-skandalen, forsinkelser og dyre billetter, viser en ny rapport udarbejdet af The Boston Consulting Group, at Danmark er et af de lande i Europa, der har bedst styr på togdriften. Det skriver dagens.dk.

Rapporten ser blandt andet nærmere på punktlighed, hastighed og billetpris, og på disse parametre ligger Danmark i top kun overgået af Schweiz og Sverige, mens Frankrig deler vores tredjeplads.

Landene vurderes også ud fra, hvor mange penge staterne poster i togtrafikken, og selvom de skandaleramte IC4- og IC2-tog har kostet danske skatteydere 6,8 milliarder kroner, er vi stadig mere effektive og bedre end mange andre lande.

I rapporten understreges det dog, at offentlige tilskud til togtrafikken ikke nødvendigvis giver bedre togdrift.

»Brugen af offentlige investeringer i togdrift er ikke nødvendigvis en tryllestav til forbedringer,« skriver de i konklusionen ifølge dagens.dk.

Selve rapporten offentliggøres først fredag, mens rangeringen er tilgængelig nu. Det fremgår, at særligt de sydeuropæiske lande hænger i bremsen og indtager bundplaceringer.

Portugal, Polen og Slovakiet er særligt belastede af sikkerhedsproblemer.

Powered by Labrador CMS