Rejsebureauer henter alle danskere hjem fra Tunesien
Alle de 212 danskere, der er rejst til Tunesien med Spies Rejser, kan godt forberede sig på at skulle pakke kufferten.
Rejsebureauet vil nemlig søndag ekstraordinært hente alle sine 212 gæster hjem efter fredagens voldsomme terrorangreb ved turistbyen Sousse i det nordafrikanske land, hvor mindst 37 mennesker blev dræbt. Spies oplyser i en pressemeddelelse, at det sker to døgn før den planlagte hjemrejse, der skulle have fundet sted tirsdag.
»Spies’ ordinære hjemrejse var tirsdag aften, men nu har gæsterne altså mulighed for at komme næsten to døgn tidligere hjem. Vores rejseledere har her til formiddag (lørdag formiddag, red.) talt med mange af vores gæster i Tunesien. Flere af dem har udtrykt utryghed ved den øjeblikkelige situation i landet. På en god ferie skal man kunne føle sig tryg – derfor har vi valgt at hente vores gæster hjem hurtigst muligt,« siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen, i pressemeddelelsen.
Søndag aften sender Spies’ eget flyselskab, Thomas Cook Airlines, en Airbus 330-300 fra den norske hovedstad, Oslo, til Tunesien.
Flyet er Nordens største charterfly og har plads til 396 gæster. Derfor har Spies tilbudt de øvrige danske rejseselskaber, der har danskere i Tunesien, de ledige pladser til deres gæster. Ifølge Spies kan flyet dermed rumme næsten alle de danskere, der i øjeblikket opholder sig i det nordafrikanske land.
Bravo Tours følger trop
Flere rejsebureauer som Bravo Tours, Sun Tours og Detur har i kølvandet på terrorangrebet valgt at aflyse alle rejser til Tunesien.
Og nu melder Bravo Tours sig også på banen i forhold til at hente sine gæster hjem. I dag har selskabet udsendt en pressemeddelelse, der fortæller, at alle gæster i Tunesien hjem til Danmark i morgen søndag.
– Vi er stadig dybt berørt at det tragiske terrorangreb i Tunesien i går, og det ved vi, vores gæster også er. Derfor har vi nu besluttet at hente alle vores gæster i Tunesien hjem, siger Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours.
Rejseselskabet har i øjeblikket 190 gæster i Tunesien. Gæsterne rejser i morgen søndag hjem til København, og de der skulle have været til Billund, bliver kørt hertil i bus.
Udenrigsministeriet fraråder ikke generelt rejser til Tunesien, men gør opmærksom på, at der er en »høj terrorrisiko« i landet.
»Der er høj risiko for terrorhandlinger mod vestlige mål i Tunesien samt ved turistattraktioner, offentlige bygninger, i nærheden af sikkerhedsmyndigheder og på steder, hvor større menneskemængder er samlet. Der er også risiko for bortførelse af vesterlændinge. Rejsende bør udvise forsigtighed,« lyder det i ministeriets rejsevejledning, der er blevet opdateret efter fredagens angreb.