Rekord: Dirty Dancing har solgt 100.000 billetter

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er over fire måneder til premieren på »Dirty Dancing«-musicalen i København. Men allerede nu har forestillingen med Silas Holst og Mathilde Notholt i hovedrollerne solgt 80.000 billetter i Tivolis Koncertsal og yderligere 20.000 billetter i Musikhuset Aarhus.

Det gør »Dirty Dancing« til den hurtigst sælgende musicalforestilling i Danmark nogensinde. Forestillingen har Danmarkspremiere 26. februar.

På grund af den store efterspørgsel frigiver Tivoli og The One and Only Company nu 30.000 ekstra billetter til 18 ekstraforestillinger i København. Hos Tivoli og The One and Only Company er der jubel, og også castet glæder sig til at spille musicalen, som bygger på den legendariske dansefilm af samme navn.

»Dirty Dancing er jo den forestilling, jeg har drømt om at spille, siden jeg fik mine første dansesko,« fortæller Silas Holst, der skal spille den mandlige hovedrolle.

»At det så også bliver den største forestilling rent billetsalgsmæssigt, det er simpelthen for vildt. Det bliver jo et rent drømmeforår for mig, the time of my life, måske, hvem ved.«

Billetter til »Dirty Dancing« koster mellem 195 og 835 kroner, og entreen til Tivoli er inkluderet i prisen. Forestillingen spiller fra 26. februar til 29. april i Tivolis Koncertsal, inden hele holdet rykker til Musikhuset Aarhus.

Powered by Labrador CMS