Restaurant politianmeldt: -Der er ingen, der er døde

Restaurant Margueritten i Aarhus er blevet politianmeldt.

Fane Duduianu har i 25 år drevet restauranten i de hyggelige lokaler mellem Guldsmedgade og Badstudegade i Aarhus. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Tidligere på året kunne Newsbreak.dk fortælle historien om, hvordan Fødevarestyrelsen var på krigsstien ved deres kontrolbesøg hos Restaurant Margueritten i centrum af Aarhus, hvor de fandt flere gule, brune og sorte belægninger af skidt, snavs og fedt adskillige steder i køkkenet og kølerummet.

Nu har Fødevarestyrelsen været på besøg igen – og det har langt fra været opmuntrende, da Restaurant Margueritten igen har fået en sur smiley.

I den nye rapport fremgår det, at restauranten er blevet politianmeldt, da Fødevarestyrelsen har fulgt op på en administrativ bøde fra forrige kontrolbesøg, da forholdet ikke var bragt i orden.

– Hvad skal jeg tænke om det? Vi har bestilt de gummipakninger og de var ikke kommet til tiden. Og så mener hun, at det er et problem. Der var en plet på ovnen, som de ikke mente var ren, selvom vi var ved at gøre den rent, siger restauratøren fra Restaurant Margueritten, Fane Duduianu til Newsbreak.dk.

Problematiske furer

Fødevarestyrelsen påpeger i sin rapport, at der er fastgroet sorte belægninger, som ‘vurderes af ældre dato’, mens køleenheder  er snavset med fastgroet fedt og skidt både udvendig såvel som indvendig.

I rapporten fremgår det, at restauranten har kommenteret, at fugen er blevet mørk – og at der ikke er tale om skimmel.

– Der er nogle furer, der er blevet farvet. Hun kunne se, at jeg havde gjort rent – og jeg vil sætte nogle nye furer i. Det er det eneste, der er. Jeg skal også gøre rent i en motor, som jeg ikke kan gøre rent i. Det er den samme dame, der har kommet de sidste fem år. Det er hende, der har ødelagt det for mig. Alle gæster, der har været her, har været glade, der er ingen, der er døde, siger Fane Duduianu til Newsbreak.dk.

Der er flere forhold, der ikke er bragt i orden, når man læser rapporten igennem. Blandt andet er de føromtalte lister ikke blevet skiftet, selvom Fødevarestyrelsen allerede ved sidste besøg pointerede, at disse skulle skiftes. Derudover beskriver rapporten, hvordan der på klinkefuger og køleskabsben ikke er rengjort tilstrækkeligt. På køleskabsbenene ses produktrester og fastgroet sort belægning.

– Det er en gammel restaurant, så det ser jo lidt gammelt ud nogle steder. Hvornår skal jeg dreje nøglen, hvad skal jeg gøre? Man kan jo godt være uheldig, at der lige er noget, der er glemt eller, at det lige har rodet lidt, siger Fane Duduianu.

Fane Duduianu oplyser i kontrolrapporten, at han vil fremsende dokumentation for bestilte gummilister samt at han har bestilt fugemand. På grund af den sure smiley, så vil der komme et kontrolbesøg på Restaurant Margueritten igen i nærmeste fremtid, og politiet skal tage stilling til anmeldelsen.

Powered by Labrador CMS