Riddersholm er vred på spillerne: Mistede overblikket i chok-exit

AGF røg ud til 1. divisionsholdet FC Fredericia torsdag aften i pokalturneringen.

Glen Riddersholm sparrede fra start et par af de etablerede spillere. Her er det Morten Rasmussen og Martin Spelmann, der sendes på banen. Foto: Claus Fisker/arkiv/Scanpix
Udgivet Opdateret

AGF er færdig i pokalturneringen i fodbold.

Torsdag aften tabte Alka Superligaens nummer syv 0-1 ude til FC Fredericia, der er nummer ni i den næstbedste række.

Efter en målløs første halvleg slog hjemmeholdet til med lidt over 20 minutter tilbage af kampen.

Den tidligere AGF-spiller Dennis Høegh sendte fra venstre side et indlæg ind mod mål, og på vejen blev bolden afrettet af aarhusianernes anfører, Mikkel Rask.

Bolden endte hos Fredericias Brent McGrath, som klubben i sommer lejede i Esbjerg.

Den 26-årige australier, der tidligere også har spillet for Brøndby, udplacerede AGF’s målmandsveteran, Steffen Rasmussen, og scorede til 1-0.

Målet rystede superligaholdet, der således ikke for alvor fandt fodfæste i kampen efterfølgende.

Vred!

Efter kampen var cheftræner Glen Riddersholm skuffet, og det gik ud over spillerne. Riddersholm havde svært ved at forklare, hvordan det kunne gå så galt, efter at AGF havde spillet en fornuftig første halvleg.

– Til gengæld må jeg sige, at det var vanvittigt dårligt, det vi leverede, efter at vi kom bagud. Vi lignede ikke nogle, der spillede ud fra den plan, vi havde lagt, siger han til Århus Stiftstidende.

FC Fredericias Brent McGrath stod for kampens eneste mål, da han midtvejs i anden halvleg sendte den tidligere AGF-spiller Dennis Høeghs indlæg i mål.

– Vi mistede overblikket, og det var ikke engang de unge, men også de erfarne. Ud over exitten fra pokalen, som er skuffende i sig selv, så kan jeg simpelthen ikke forklare, hvordan vi kunne famle rundt og forære dem chancer på det niveau, som vi gjorde til sidst, siger Riddersholm.

Nu kan AGF i stedet koncentrere sig fuldt ud om Alka Superligaen, hvor holdet lige nu ligger nummer syv.

– Det er en stor skuffelse at ryge ud – pokalen betyder meget i AGF. Det mest nærliggende vil være at sige, at det var de udskiftninger, vi lavede i dag, som gjorde udslaget. Men det synes jeg nu ikke, siger Glen Riddersholm.

Powered by Labrador CMS