Ritus forældre efterlod hende som lille: Som mor til et barn forstår hun dem

Da Ritu Frandsen var to år gammel, vejede hun cirka det samme som hendes søn Alexander gjorde måneder før han når at fylde ét år. Alexander er en sund dreng, der på ingen måde bliver overfodret, og de første måneder i hans liv står i skarp kontrast til moderens.

For da Alexanders mor var to år gammel, virker det til, at hendes forældre havde to valg: De kunne beholde barnet og prøve at overleve sammen med det, eller de kunne aflevere den lille pige til myndighederne i håbet om, at hun ville få et bedre liv væk fra den mor og far, der havde bragt hende til verden. De valgte det sidste.

• Få timer gammel pige efterladt på bænk: Nu har hun fået et hjem
• Dansk par købte baby i Polen: Nu er barnets fremtid afgjort

Ritu er født i Indien, men før hun fyldte tre år, ankom hun til Danmark, hvor hun blev adopteret ind i en dansk familie. Hun er sikker på, at hun har fået et bedre liv uden sine biologiske forældre, og hun forstår godt, hvorfor de valgte at aflevere hende ved et børnehjem i stedet for at prøve at overleve sammen med hende.

– Jeg er virkelig glad for, at de tænke, “det her, det kan ikke lade sig gøre.” Det var kæmpestort af dem at sige det, og jeg har fået respekt for, at de sagde stop og valgte noget bedre for mig, fortæller Ritu i dag.

Livet leves som det er

Hun er 28 år gammel og har boet i Danmark det meste af sit liv. Livet er dansk og normalt med barselsorlov, et energibundt af en nyfødt, der elsker at gå på eventyr i gulvhøjde, men Ritu er samtidig sikker på, at hendes baggrund har gjort, at hun lever livet på en særlig måde.

– Jeg lever meget i det rum, jeg er i. Jeg er der, jeg er, og jeg er, den jeg er. Jeg engagerer mig i det liv, jeg lever, og så bevæger jeg mig videre, fortæller Ritu.

Det betyder, at hun knytter sig til de mennesker, hun går op og ned af hver dag. Det kan være veninden på efterskolen, hun knyttede sig meget til, indtil den dag de blev adskilt, og veninden tog på udveksling i USA. Der kom mange breve fra USA, men der blev sjældent skrevet tilbage.

Ritu ser det som et eksempel på, at hun i sidste ende ér anderledes end folk, der vokser op hos deres biologiske forældre, med de bånd der bliver dannet der. Hun har fra barnsben accepteret, at livet kan blive forandret på meget kort tid, og at man ikke nødvendigvis ved, hvor man er om en uge eller et år. Derfor lever og ånder hun helt og holdent, der hun er, mens hun er der.

Genkender følelsen

Vi taler med Ritu, fordi hun nu er derhjemme, på barsel, med en søn der snart fylder et år. I januar læste Ritu om et spædbarn, der var fundet efterladt på en bænk i København.

Hun tænker sjældent på sin opvækst og på livet før Danmark. Men som mor til et lille barn oplevede hun, at snakken blandt andet gik på, hvorfor nogen dog kunne finde på at efterlade en nyfødt på en bænk.

Det er, om noget, et emne, Ritu føler, hun kan tale om med en vis erfaring, siden hun selv har været gennem en lignende oplevelse, da hendes forældre efterlod hende ved et børnehjem.

Ordningen ved børnehjemmet var den, at man som forælder kunne blive og vente på personalet. Man havde chancen for at fortælle, hvorfor man efterlod sit barn. Den chance gjorde Ritus forældre ikke brug af. De lagde hende i en babyluge og gik deres vej.

Tanker til og fra Indien

Da Ritu læste om spædbarnet på bænken i Danmark, gik tankerne til Indien og siden til de danske forældre. Tankerne gik til de to adoptivsøskende, der også blev hentet til Danmark fra Indien. Og tankerne gik til det menneske, der valgte at efterlade et spædbarn på en bænk i Danmark.

Ritu er der, hun er, engageret i et liv med mand og barn. Men hun er ganske sikker på, at det kun er på grund af manden, vennerne, familien og to sundhedsplejersker, at hun i dag elsker sin søn og sin situation.

– Jeg er vildt priviligeret. Jeg er opvokset hos en hvid familie i Danmark med levevilkår, jeg ALDRIG havde fået i Indien, siger Ritu.

Uforløste følelser

Da hun var gravid og stod for at skulle føde, følte hun, at hele hendes omgangskreds sang den samme sang; det er hårdt at være gravid, men det er én stor lykke at have født. Selv glædede hun sig til at blive mor, men hun vidste ikke, hvad der ventede hende, da han blev født, den lille. Han hedder Alexander, og hele hendes omgangskreds fortalte Ritu, at han var fantastisk.

– Og jeg kunne slet ikke se det. Jeg sagde det ikke til nogen, men jeg følte så meget skam, fortæller Ritu i dag.

Månederne gik. De første fire uger efter fødslen var Ritu sengeliggende, og den nybagte mor havde svært ved at stå ud af sengen til det liv, hun ellers havde håbet ville forme sig som en konstant lykkefølelse over at have fået sin søn. Det var svært at forene et liv bundet til sengen med det, hun ellers havde hørt om. De første måneder blev særligt hårde, fordi de første fire uger var virkelig hårde.

Andre havde det som hende

Først, da hun læste en artikel, en nabo havde vist hende, der handlede om, at det ikke nødvendigvis er jordens mest fantastiske fornemmelse at have født, gik det op for hende, at hun ikke er ene om at have haft det sådan efter fødslen.

– Jeg siger det, som det er nu. De første tre måneder var pissehårde. Alle mine forventninger om at være mor faldt til jorden. Men jeg opdagede det ideelle liv, fortæller Ritu.

For hende var det fysisk umuligt at finde energi til gåture til og fra et caféliv med andre veninder på barsel kort tid efter fødslen. Det krævede energi bare at komme ud af sengen. Men med accepten af, at det var der, hun nu var, lærte Ritu også at elske livet som mor.

Og da hun læste historien om spædbarnet på bænken i lille Danmark, gik det op for hende, at uden et netværk af store støtter, uden et fintmasket sikkerhedsnet, der var med til at passe på hende, så var det måske gået meget anderledes for Alexander.

– Havde jeg ikke haft den opbakning, kunne jeg godt have fundet på at gøre det samme, siger Ritu.

– Man gør det, der er bedst for sit barn, siger hun, der selv blev efterladt ved et børnehjem af forældre, der kan have haft de samme tanker som hende.

Energien kom tilbage

Hun understreger, at det er forfærdeligt at efterlade et nyfødt barn på en bænk, som var nogen i tvivl om, at hun ville mene det til at starte med.

– Men er man virkelig desperat … kan man ende der, hvor man efterlader sit barn. Jeg kan se det som et barn, der blev efterladt. Jeg kan også se det som en desperat mor, der ikke kan overskue sin situation.

I dag har Ritu fået en masse af den energi, hun ikke havde lige, da hendes søn var blevet født. Hun er taknemmelig for, at hun i sit netværk fandt støtten og tiden til at elske livet som mor.

– Jeg opdagede, at jeg skulle finde min egen måde at få det her liv til at fungere måde, siger Ritu.

Det gør, at hun i dag ikke får dårlig samvittighed over ikke at leve op til andres tanker og idealer om, hvordan man er som mor til en nyfødt.

Kom ikke gennem det alene

Alexander vejer mere før sin et års fødselsdag, end hun gjorde, da hun to år gammel blev efterladt på et børnehjem, og fordi hun ikke er alene om moderskabet, mod en uoverskuelig fremtid, kan hun faktisk se fremad.

– Jeg brugte de første halvanden måned efter fødslen på at tude. Jeg kunne ikke overskue det og kunne ikke se, hvordan jeg kunne holde Alexander i live. Men jeg havde folk, der hjalp mig, og jeg kom igennem det, siger Ritu i dag.