Rocklegenden Nick Cave giver koncert i København
Nick Cave & The Bad Seeds spiller i Royal Arena 20. oktober som en del af en europæisk turné.
Den australske musiker Nick Cave lægger turen forbi København til efteråret i forbindelse med Europa-delen af en igangværende turné.
Nick Cave & The Bad Seeds skal på en otte uger lang turné i Europa, og i den forbindelse skruer de op for musikken i Royal Arena. Det sker 20. oktober, oplyser Ørestad-arenaen på sin hjemmeside.
Det vil være første gang, at det danske publikum får mulighed for at opleve sange fra det nyeste album “Skeleton Tree” live sammen med tidligere hits fra Nick Cave & The Bad Seeds.
“Skeleton Tree” er deres 16. studiealbum. Det blev udgivet i september sidste år og omhandler mestendels sangerens store smerte i forbindelse med tabet af sin ene søn, der døde i en faldulykke.
Nick Cave & The Bad Seeds turnerede senest i Europa i 2014 og har tidligere spillet et hav af steder – blandt andet en særdeles rost koncert på Northside Festival i Aarhus. I 2015 gav Nick Cave koncert i DR Koncerthuset.
Billetter kan købes fra 17. februar klokken 10. Billetpriser: 570, 520 og 420 kroner plus gebyr.