Rød blok angriber forslag om kriminel lavalder på 12 år

Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix.
Udgivet Opdateret

I kampen mod de borgerliges forslag om at sænke den kriminelle lavalder og indføre en såkaldt ungedomstol har flere politikere taget deres private fotografier i brug, skriver Jyllands-Posten.

Det er blandt andre Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), som bruger et billede af sig selv som 12-årig for at sætte fokus på modstanden mod forslaget, ligesom SFs sundhedsborgmester i København, Ninna Thomsen, har lagt et billede af sin 12-årige datter på sin Facebook-profil af samme årsag.

Venstre siger dog til Jyllands-Posten, at det er misvisende at hævde, at de borgerlige ønsker at sende 12-årige børn i fængsel.

»Vi vil ikke putte 12-årige i fængsel. De røde partier forsøger bevist at skabe et forkert billede af vores politik, et skræmmebillede. Kernen i det her er, at unge under 18 år nøjagtig som i dag ikke skal sidde i fængsel med voksne kriminelle. Vi mener, at man skal lave en samlet vurdering af unge, der begår kriminalitet. Uanset om de er 13 år eller 17 år, bør det foregå ved en særlig ungedomstol,« siger næstformand i Venstre, Kristian Jensen (V), til Jyllands-Posten.

VK-regeringen ændrede i 2010 den kriminelle lavalder til 14 år, men noget af det første, som SR-regeringen gjorde efter valget i 2011, var at hæve den kriminelle lavalder til 15 år.

Powered by Labrador CMS