Røde vælgere tager godt imod ny S-formand

Foto: Claus Bech/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Søndag eftermiddag stod det klart, at Mette Frederiksen (S) fremover skal stå i spidsen for landets største parti.

Og hun kan indtage sin nye post som Socialdemokraternes formand med stor opbakning fra de vælgere, der stemmer rødt, viser en ny måling fra Analyse Danmark, skriver Ugebrevet A4.

Ifølge målingen vil otte procent af alle vælgere overveje at sætte et kryds ved liste A med Mette Frederiksen ved roret. Der er dog markant højere begejstring blandt de røde end blandt de blå vælgere.

Mere end hver femte SF-vælger og næsten lige så mange radikale vælgere erklærer, at de ville overveje at stemme socialdemokratisk, hvis der var folketingsvalg i morgen. Hos Enhedslisten og Alternativet er det hver ottende vælger, der kunne overveje at stemme på Socialdemokraterne.

»Noget tyder på, at Mette Frederiksen med sin store sociale indignation og stærke socialdemokratiske rødder måske kan styrke partiets position i den røde blok. Mange vælgere er gået fra Socialdemokraterne til de øvrige røde partier, og nogen af dem vil måske vende tilbage på grund af den nye partileder,« siger professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til Ugebrevet A4.

Kun tre procent af Venstres vælgere, to procent af Dansk Folkepartis og sølle én procent af Liberal Alliances vælgere angiver i undersøgelsen, at de efter formandsskiftet vil overveje at stemme på Socialdemokraterne.

BNB

Powered by Labrador CMS