Ronaldo-hattrick brager Real Madrid på CL-finalekurs

Cristiano Ronaldo scorede hattrick for anden Champions League-kamp i træk.

Cristiano Ronaldo scorede hattrick, da Real Madrid sænkede Atlético Madrid på Bernabeu. Foto: Oscar Del Pozo/AFP
Udgivet Opdateret

Cristiano Ronaldo har måske ikke spillet sin bedste sæson, men når de vigtige kampe oprinder, så er han der.

Med et hattrick var han manden, der sørgede for en 3-0-sejr til Real Madrid over lokalrivalerne Atlético Madrid i den første af to semifinaler i Champions League.

Det var Ronaldos andet hattrick i to kampe efter de tre mål mod Bayern München i kvartfinalen og hans ottende mål på tre kampe i turneringen.

Kampen startede i et højt tempo, hvor Real Madrid forholdsvis hurtigt fik sat sig på kampen.

Blandt andet kom hjemmeholdet frem til en del dødbolde, og det virkede til, at der godt kunne hænge en scoring i luften.

Og den kom.

Efter ti minutter endte Casemiros kiksede lige i panden på Cristiano Ronaldo tæt under mål, og herfra kunne portugiseren uden problemer heade føringsmålet i kassen.

Real-presset fortsatte, men fem minutter senere var Atlético tæt på at udligne, da Kévin Gameiro blev spillet fri i dybden.

Keylor Navas kom dog flot ud af sit mål og fik stoppet franskmanden.

Både Raphaël Varane og Karim Benzema havde gode afslutninger, som var tæt på at give mål, men Atlético klarede frisag.

Frem mod pausen faldt chanceproduktionen. Real Madrid kørte bolden meget rundt, mens Atlético var fint tilfreds med at stå dybt og lure på mulige kontraer.

1-0 holdt til pausen, men Real Madrid blev ramt af en skade kort inden turen i omklædningsrummet.

Højreback Dani Carvajal landede forkert efter en hovedstødsduel og måtte udgå.

Anden halvleg åbnede mere jævnbyrdigt. Atlético formåede at holde bedre fast i spillet i længere perioder.

Begge hold havde dog svært ved at spille sig frem til de store chancer, og det virkede lidt som, at der var ved at brede sig en smule tilfredshed med resultatet i begge lejre.

Real Madrid var tilfredse med at holde nullet, og gæsterne virkede ved godt mod over kun at skulle hente et enkelt mål i returkampen.

Kvaliteten af kampen faldt, men til gengæld blev der skruet op for intensitet, hårde tacklinger og brok til dommeren.

Men de to hold har spillere fra øverste hylde, og den slags skal bare have én chance.

Den kom til Ronaldo, som lidt heldigt fik bolden med videre efter en aflevering fra Benzema. Han lod den hoppe en enkelt gang på kanten af feltet, inden han kanonerede den ind bag en sagesløs Jan Oblak.

Og Ronaldo var ikke færdig med at vise sin kritikere, at han stadig kan noget unikt.

Fem minutter før tid blev han spillet fri i feltet af indskiftede Lucas Vázquez, og så var endnu et hattrick sparket i scrapbogen.

Bernabeu sluttede i olé-stemning, og det er svært at se, hvordan Atlético Madrid skal vende slaget i returkampen om en god uges tid.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS