Rørende billede går verden rundt: Betjent trøster forladt barn

Et billede af betjenten James Hurst går lige nu verden rundt. Billedet viser betjenten, der trøster et lille barn, som var blevet forladt.

Udgivet Opdateret

Det går lige i hjertekulen. En betjent hyldes på de sociale medier, efter et billede af ham er gået viralt. På billedet ser man betjent James Hurst fra Savannah-Chatham Metropolitan Police Department. Han sidder med en lille dreng på sygehuset. Drengen på bare 16 måneder blev fundet alene på gaden.

James Hurst siger ifølge det lokale nyhedsmedie WSAV, at hans træning i community-orienteret politiarbejde og hans egenskab som far hjalp ham i situationen.

Mandag den 9. maj var det James Hurst, der svarede, da politiet blev tilkaldt af beboere, der havde fundet den 16 måneder gamle dreng, der gik rundt i gaderne alene. Drengen blev taget med på sygehuset, hvor det nu famøse billede blev taget. Der var ingen, der vidste, hvem drengen var, hvor længe han havde gået rundt alene, eller hvad der var sket med de mennesker, der skulle tage sig af ham.

– Jobbet er mere end at jagte skurke

Hurst har kun været betjent siden januar i år, men han har hele tiden vidst, at der var mere i politiarbejdet end bare at fange skurkene:

– Det her job er så meget mere end bare at jagte skurkene, det handler om at tjene borgerne i de samfund, du arbejder i og gøre, hvad de har brug for, at du gør, siger han til WSAV.

– Jeg vidste bare, at dette barn havde brug for en, der var der for ham, siger Hurst på politiets egen hjemmdeside.

– Det var menneskeligt instinkt. Hospitalets personale tog sig godt af ham, men han var ked af det og græd. Jeg tog ham op, og få minutter senere faldt han i søvn op ad min brystkasse.

Hurst blev hos barnet i de cirka to timer det tog at undersøge ham.

– Det er det, vi gør

James Hurst ser ikke sine handlinger som noget specielt. Savannahs politi er trænet til at gøre teori til praksis, når det handler om samfundet omkring dem.

– Det er det, vi gør. Hver evig eneste dag – ikke kun mig, men samtlige 600 betjente der er i denne afdeling.

Hurst har selv to drenge, den ene har Downs Syndrom. Han siger, hans egne erfaringer med sin søn har givet ham de evner, han havde brug for, så han kunne håndtere den lille dreng, da han skulle undersøges på sygehuset.

Sacannah Chatham Metro Police har afsluttet sagen. Der er ikke foretaget nogle anholdelser, men sagen er blevet givet videre til de sociale myndigheder.

Drengen er i sikkerhed og har det godt, melder politiet.

Powered by Labrador CMS