Rørende farvel til Prince fra hans danske bassist

Ida Nielsen, eller Bass-Ida, som hun også kaldes, siger dybfølt farvel til Prince

Prince’s danske bassist Ida Nielsen skriver rørende afsked på Facebook.Foto- Scanpix
Foto- Scanpix

Udgivet Opdateret

– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive omfanget af dette tab, og jeg har stadig svært ved at forstå, hvad der er sket.

Sådan skriver Ida Nielsen (f. 1976) på sin Facebookside.

I 2010 startede hun i Prince’s ‘The New Power Generation’ og på den måde blev en drøm af amerikanske dimensioner virkelighed for den danske bassist. Nu er drømmen slukket for altid.

I sin statusopdatering omtaler hun Prince som en ‘… mand med et stort hjerte og generøsitet for folk omkring ham’.

At Ida Nielsen, Bass-Ida, har haft et godt forhold til sin arbejdsgiver, lader der ikke til at være tvivl om:

– Jeg har mistet en kær ven, mentor, storebror, lærer og latter-ven, skriver hun blandt andet.

Ida Nielsen og Prince har flere gange været forbi Danmark til stor glæde og beundring for mange fans. Ikke bare af Prince, men også af den danske bassist, der slutter sin opdatering af med ordene:

– Prince, jeg elsker dig og vil savne dig forfærdeligt. Jeg er taknemmelig over at have haft dig i mit liv og jeg vil fortsætte i din geniale arvs ære.

Med dybfølt kærlighed – for evigt

Ida.

Powered by Labrador CMS