Royal spejderformand holder møde

Prinsesse Benedikte er ligesom sin mor, den i dag afdøde dronning Ingrid, dybt engageret i spejderbevægelsen, som er blandt prinsessens mærkesager.

Prinsesse Benedikte er protektor for De grønne pigespejdere og Det Danske Spejderkorps. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Udgivet Opdateret

“Vær beredt”.

Sådan lyder spejderbevægelsens motto, og det er lige nøjagtigt også, hvad prinsesse Benedikte er.

Dronning Margrethes 72-årige lillesøster er protektor for både De grønne pigespejdere og Det Danske Spejderkorps, og i marts måned deltager hun i flere spejdermøder.

Det fremgår af kongehusets officielle kalender.

Onsdag den 8. marts afholder prinsessen møde i Spejderkomiteen på Amalienborg, og dagen efter – torsdag den 9. marts – skal hun deltage i et møde hos Pigespejdernes Fællesråd på Holmen i København.

Prinsesse Benedikte er nemlig formand for både Spejderkomiteen og Pigespejdernes Fællesråd.

Spejderbevægelsen er blandt prinsessens hjertesager, og til sommer skal hun på spejderlejr.

Fra den 22. til 30. juli 2017 samler cirka 40.000 danske og internationale spejdere sig nemlig i den sønderjyske by Sønderborg, og under den ugelange lejr skal prinsessen deltage i et såkaldt præsidiemøde.

Prinsesse Benedikte har været involveret i spejderbevægelsen, siden hun var ung. Også hendes mor, den i dag afdøde dronning Ingrid, engagerede sig i spejderbevægelsen.

I anledning af prinsesse Benediktes 70-års fødselsdag i april 2014 blev der udgivet et frimærke med et motiv af prinsessen, der står sammen med en flok spejdere.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS