Rumænere stoppet med værktøj for 400.000

I mændenes bil blev der fundet mere end 500 stykker håndværktøj, som formentlig er stjålet på Sjælland.

Udgivet Opdateret

To rumænske mænd på henholdsvis 35 år og 20 år bliver onsdag klokken 13.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg for stort tyveri af værktøj. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd blev anholdt tirsdag på den Sønderjyske Motorvej af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd og Sønderjyllands Politi. De kørte i en Peugeot Boxer på rumænske nummerplader og var på vej ud af Danmark.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Bilen var fyldt med mere end 500 stk. håndværktøj til en værdi af over 400.000 kr. Tingene stammer formentlig fra tyverier på Sjælland.

Anholdelserne er sket på baggrund af et samarbejde mellem UKA Øst ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi og UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den videre efterforskning pågår nu ved UKA Vest for blandt andet at kortlægge, hvor præcis værktøjet stammer fra.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Powered by Labrador CMS