Rusland har bombet 30 gange i Syrien

Torsdag har Rusland udført over 30 bombeangreb i Syrien. Screengrab: Scanpix/Det russiske forsvarsministerium
Udgivet Opdateret

Torsdag har Rusland udført mere end 30 bombeangreb forskellige steder i Syrien.

Angrebene var efter alt at dømme rettet mod en koalition af forskellige islamistiske grupper, som er i opposition til både det syriske regime og den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat, oplyser Reuters.

Efter Rusland onsdag indledte sin officielle militære indsats i Syrien, oplyser regeringen, at russiske luftangreb i Syrien er rettet mod »en række« grupper.

»Disse organisationer er velkendte, og målene er udvalgt i samarbejde med Syriens væbnede styrker,« oplyser en talsmand for den russiske regering torsdag ifølge Reuters.

Rusland er sammen med Iran og den libanesiske organisation Hizbollah en af den syriske præsident Bashar al-Assads nærmeste allierede, og den russiske indsats i Syrien udgør »en stor ændring« i situationen, siger en kilde i det syriske militær til Reuters.

Det russiske engagement har vakt vrede hos en anden arabisk stormagt, Saudi-Arabien, som længe har ønsket Bashar al-Assad fjernet, og som fra flere sider beskyldes for at have ydet støttet til ekstreme islamistiske grupper i Syrien.

»Angående de lande, der for nylig hævder at have tilsluttet sig kampen mod Islamisk Stats terrorisme, så kan de ikke gøre det samtidig med at de støtter det syriske regimes terrorisme og det terrorismen fra dets udenlandske allierede som Hezbollah, Quds-styrker (en del af den iranske revolutionsgarde, red.) og andre sekteriske grupper,« siger den saudiske FN-ambassadør, Abdallah Al-Mouallimi, ifølge Reuters til den saudiske TV-station al-Arabiya.

Powered by Labrador CMS