S og V skændes om valgkampens tone

RB PLUS Partier promoverer uenigheder i valgkamp. Næppe er valgkampen kommet i gang, før partierne i både rød og blå blok har luftet uenigheder med deres respektive statsministerkandidater. Lars Løkke Rasmussen holder valgkamp på Københavns Hovedbanegård
Udgivet Opdateret

Socialdemokraterne betvivler Lars Løkkes troværdighed. Historisk og grænseoverskridende valgkamp, mener Venstre.

»Kan man efterhånden stole på noget af det, Lars Løkke siger?«

Socialdemokraterne stiller spørgsmålet på sin Facebook-side. Det er ledsaget af flere avisklip, hvor der sås tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som Lars Løkke Rasmussen (V) hidtil er kommet med i valgkampen.

Inger Støjberg (V), Venstres politiske ordfører, siger, at det er noget af det mest grænseoverskridende, hun har set i sine mange år i dansk politik.

»Det er en historisk og grænseoverskridende form for valgkamp. Et er, at Socialdemokraterne sviner Lars Løkke Rasmussen til. Det havde vi forventet ville ske,« siger Inger Støjberg og uddyber:

»Men at de også sviner helt almindelige danskere til, som har valgt at stå frem med deres eksempler på, at systemet er skruet sådan sammen, at det for nogle ikke kan betale sig at arbejde – det er langt over grænsen. Jeg forstår simpelthen ikke, at statsministerens parti vil bevæge sig ned på det niveau.«

Hos Socialdemokraterne afviser politisk ordfører Maja Panduro (S) kritikken:

»Jeg synes ikke, det er for meget at bede om, at en statsministerkandidat har styr på fakta og måske har gjort sig den umage at undersøge de eksempler, han bringer frem som hovedargumentation i sin valgkamp. Når man ser de eksempler, der er blevet pillet fra hinanden, synes jeg, det er helt på sin plads at spørge, om man overhovedet kan regne med noget af det, Lars Løkke Rasmussen siger«.

Powered by Labrador CMS