Så er dommerne til X-Factor klar

Man kan ikke alve X-Factor uden Thomas Blacmann. Foto: Petra Kleis
Offentliggjort Sidst opdateret

Så blev det offentliggjort, hvem der skal afløse Lina Rafn som den tredje dommer i X-Factor: Mette Lindberg fra The Asteroids Galaxy Tour bliver det kvindelige islæt bag dommerbordet

I dag kan DR løfte sløret for næste sæsons af X-Factors dommertrio, og seerne kan glæde sig over, at der bliver gensyn med Remee og Thomas Blachman. Og så er der også gjort plads til et helt nyt ansigt i X-Factor-sammenhæng: Mette Lindberg, forsanger i The Asteroids Galaxy Tour, der i disse år er ét af de største danske navne på den internationale musikscene.

Med Mette Lindberg i spidsen som forsanger og co-writer (hun skriver bandets sange sammen med producer Lars Iversen) har det danske band The Asteroids Galaxy Tour braget igennem ude i verden siden etableringen i 2007. Bandet har opbygget en stor fanbase i Europa, USA, Sydamerika og Asien og har blandt andet leveret musik til store reklamer for Apple og Heineken, ligesom bandets sange også er brugt i amerikanske tv-serier som ‘Mad Men’, ‘Pretty Little Liars’, ‘CSI Miami’ og ‘Gossip Girl’.

X-Factor og Remee hører næsten uløseligt sammen. Remee var med i sæson 1,2, 3, 6 og 7 og er i 2016 med i X Factor for sjette gang. I foråret vandt han en sikker finalesejr med Emilie Esther, og dermed har han mulighed for at blive den første X-Factor-dommer herhjemme med tre vindere.

Thomas Blachman må også siges at være indbegrebet af X Factor i Danmark. Han har været med alle årene bortset fra tredje sæson og vil i den kommende sæson kunne vinde for anden gang. Foruden X-Factor har Thomas Blachman i år blandt andet været aktuel med den populære og roste programserie om ensomhed, “Luk mig ind – det er Blachman” på DR1.

DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme udtaler:

– Det er virkelig en drømmetrio, vi kan præsentere i dag, og seerne kan godt begynde at glæde sig. Til vores casting slog det gnister mellem vores tre dommere, og der er en fuldstændig fantastisk kemi imellem dem, som alle kan se frem til at opleve. Jeg er lykkelig over, at Remee og Thomas Blachman har sagt ja igen. På hver deres måde giver de så meget power, skarphed og charme til programmet, og de bliver ved med at kunne se nye muligheder i programmet. Og jeg er mindst lige så lykkelig for, at Mette Lindberg bliver vores nye dommeransigt. Hun er et verdensnavn og har samtidig virkelig noget på hjerte, og det bliver spændende, hvordan hun kommer til at præge X-Factor.

Powered by Labrador CMS