Så mange bilister har gjort dette under kørsel

En ny undersøgelse afslører, at 80.000 danskere har set film under kørslen.

Udgivet Opdateret

Det er velkendt, at danske bilister nogen gange har travlt med andre ting, end at have hænderne på rattet og øjnene på vejen. Det kan lovgivningen om håndholdt mobil bevidne.

I en ny undersøgelse lavet af YouGov for If Skadesforsikring har 80.000 danskere svaret ja til, at de har set film under kørsel.

Det svarer til 220 bilister hver dag.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra If Skadesforsikring.

Det er skræmmende

Hvis bilister er uopmærksomme i trafikken kan det koste liv. Forskning viser, at uopmærksomme bilister er skyld i hvert tredje trafikdrab.

Når man kigger på telefonen eller hvilken som helst anden skærm under kørsel, så udviser man ikke omtanke for sine medtrafikanter, og det er skræmmende, mener kommunikationschef i If Skadesforsikring.

– Vi er så vant til, at mobilen kan fixe en masse ting for os her og nu, men når vi kører bil, er der brug for selvdisciplin til at lægge den væk. Det er skræmmende, at så stor en gruppe bilister ikke udviser større omtanke over for sine medtrafikanter og dem selv, end at det føles vigtigere at se film og spille spil bag rattetsiger Birgitte Ringbæk.

Forsikringen dækker ikke skader på biler, der er sket ved grov uopmærksomhed.

Koster klip

Fra den 10. september var det muligt for det danske politi ikke bare at uddele bøder, men også at uddele klip i kørekortet, når bilister bruger håndholdt mobil.

Selvom det omtales som håndholdt mobil, så gælder lovgivningen også ved GPS, tablets og computere.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Det betyder dog ikke, at hvis du er en af de 80.000 bilister, der har set film, men set det på din fastgjorte telefon eller tablet, imens du har kørt bil, så slipper du for straf.

Ifølge færdselsloven skal man agere hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare, eller du er til ulempe for andre bilister.

Kører i blinde

Bliver du involveret i en ulykke, og kan det bevises, at din opmærksomhed har været andre steder, og det er skyld i ulykken, så kan du risikere at miste dit kørekort.

Rådet for Sikker Trafik har beregnet, at bilister med en fart på 80 kilometer i timen, der kigger på sin telefon i fire sekunder, kører 89 meter i blinde. For 110 kilometer i timen er det 122 meter.

Powered by Labrador CMS