Så mange bryder fartgrænsen i byen

Foto: Aleksei Demitsev/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Hver dag kører næsten hver tiende hurtigere end de 50 km/t, der er tilladt i de danske byer. Men opbakningen til fartkontrol findes kun blandt hver anden. Det viser en ny undersøgelse.

Igen i denne uge har politiet rettet fokus på farten på de danske veje. Og det er noget, der er strengt nødvendigt, hvis man skal tro en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring.

Den viser nemlig, at blot 28 % aldrig kører for hurtigt i de danske byer, og at hele 20 % gør det enten på ugentlig eller daglig basis. Det er især et problem, da der ofte er bløde trafikanter og tættere trafik i byerne. For selv en lille fartoverskridelse betyder, at man skal bruge mange flere meter på at bremse.

– Som forsikringsselskab bifalder vi politiets store indsats for at sænke farten i trafikken. For det er egentlig meget logisk, at jo højere fart to biler rammer hinanden med, jo større er risikoen for at få alvorlige skader. Præcis det samme kan siges for fodgængere og cyklister, der rammes af en bil i høj fart. Resultatet kan være store menneskelige og økonomiske omkostninger for de, der bliver ramt af trafikuheld. Derfor er det meget vigtigt, at vi som samfund bliver ved med at kæmpe for, at fartgrænserne bliver overholdt, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Hver anden er tilhænger af fotovogne

Det er dog stadig kun hver anden dansker, der er positivt indstillet over for politiets fotovogne. Og hver fjerde er decideret modstander af dem. Dog mener kun ca. hver tiende, at politiet bruger for mange ressourcer på at fange fartsyndere. Men der er stadig lang vej til, at alle danskere kan se, hvor vigtigt det er, at vi får nedsat farten på vejene.

– Det må efterhånden stå klart for alle, hvor alvorlige konsekvenser det kan have, når der bliver kørt for hurtigt på de danske veje. Sidste år mistede 183 personer livet i trafikken og mere end 3000 kom til skade. De tal er lavere end tidligere, men der er stadig alt for mange uheld med personskade. Derfor er det ærgerligt, at der stadig er mange, der ikke kan se det fornuftige i politiets fartkontrol, siger Kim Rud-Petersen.

Mange støtter ideen om stærekasser

Politiet har mange redskaber til rådighed til at bekæmpe fartoverskridelserne på vejene. En af disse er deres blotte tilstedeværelse. 27 % mener, at politiet bør sende flere patruljevogne på gaden for at sikre, at farten ikke overskrides. Og interessant nok støtter hele 35 % ubemandet, automatisk fartkontrol, såkaldte stærekasser. Noget der, i Danmark, primært er blevet brugt på forsøgsbasis.

Hos vores naboer i Sverige og Norge er stærekassen dog efterhånden blevet fast inventar på vejene. Hensigten med dem er, at de skal fungere forebyggende på veje med mange trafikulykker, da bilisterne bliver advaret om, at der på den strækning de kører, vil være fastmonteret fartkontrol.

Powered by Labrador CMS