Så meget må huslejen stige i år

Der er regler for, hvornår og hvordan en udlejer må hæve huslejen. I år ser det lysere ud for lejere sammenlignet med tidligere år, da inflationen er faldet

Offentliggjort

Huslejestigninger i 2025: Hvad lejere kan forvente

I de seneste år har mange lejere oplevet stigende huslejer, men i 2025 ser situationen lysere ud. Inflationen er faldet, hvilket betyder, at huslejestigningerne i år vil være mere moderate.

Ifølge Danmarks Statistik kan huslejen stige med 1,35% i 2025, baseret på nettoprisindekset. Dette betyder, at en månedlig husleje på 8000 kroner vil stige med 108 kroner.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

De seneste år har flere lejere oplevet, at huslejen i deres private lejebolig er steget. Det er også husleje, der har været med til at bidrage til inflationen i den seneste tid, viser opgørelser fra Danmarks Statistik.

Men situationen bliver en lidt anden i år, da inflationen er faldet en hel del.

Det fortæller chefjurist i Lejernes Landsorganisation Anders Svendsen.

Stigning i husleje 

- Hvis udlejer vil hæve huslejen, skal de almindelige regler for huslejestigning i lejeloven være opfyldt. Det kan være, at der har været øgede omkostninger til drift, siger han.

Men det er udbredt at aftale i lejekontrakter for private lejemål, at huslejen skal reguleres årligt efter nettoprisindekset med oktober måned som reference.

- Det vil fremgå af paragraf 11 i lejekontrakten, siger han.

Siden 1. juli 2015 har det ikke været lovligt at regulere huslejen efter det, der hedder trappeleje, der betød, at huslejen steg årligt med et bestemt beløb eller en bestemt procentsats på en specifik dato.

Ingen overskud 

Til forskel fra privat udlejning må almene boliger ikke have overskud, så her er huslejen styret af omkostningerne.

I september 2022 besluttede et flertal i Folketinget, at private udlejere i to år ikke måtte hæve huslejen med mere end fire procent om året. På det tidspunkt var inflationen ti procent sammenlignet med samme periode året før.

Op mod 160.000 lejeboliger stod dengang til at blive ramt af store huslejestigninger uden loftet, vurderede Indenrigs- og Boligministeriet.

Nettoprisindekset 

Men i år er det altså igen nettoprisindekset, der afgør, hvor meget private udlejere kan hæve huslejen, hvis det er aftalt.

- De seneste år har loftet været fire procent, og inflationen har på et tidspunkt været helt oppe på ti procent. Men det betyder ikke, at man som udlejer kan indhente det tabte ved at hæve huslejen med fire procent i år, siger Anders Svendsen.

Nettoprisindekset var 118,3 i oktober 2023, og i oktober 2024 var det 119,9. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Stigningen mellem de to tal er 1,35 procent. Så meget må huslejen altså stige i 2025, når den bliver reguleret.

Er den månedlige husleje for eksempel 8000 kroner, vil stigningen svare til 108 kroner per måned.

I år kan en privat udlejer ikke hæve huslejen med op til fire procent, der var det loft, som regeringen fastsatte i 2022, da inflationen var høj. Nu skal eventuelle huslejestigninger følge nettoprisindekset, siger chefjurist Anders Svendsen.

Omkostninger til drift 

Hvis huslejen skal hæves yderligere, kræver det, at de 1,35 procent ikke kan dække eventuelle stigende omkostninger til drift. Parterne skal desuden have aftalt, at lejen kan reguleres efter både nettoprisindekset og lejelovens almindelige regler.

- Udlejer skal varsle en huslejestigning skriftligt med tre måneders varsel, medmindre stigningen er en regulering efter nettoprisindekset som aftalt i lejekontrakten, siger Anders Svendsen.

- Er man som lejer uenig i stigningen, kan man gøre indsigelse. Så er udlejeren nødsaget til at indbringe sagen for Huslejenævnet, der så skal tage stilling.

FAKTA: Udlejer skal varsle huslejestigning

* En huslejestigning skal varsles skriftligt med minimum tre måneders varsel, medmindre der er tale om en regulering efter nettoprisindekset, som er aftalt i lejekontraktens paragraf 11.

* Udlejer kan godt hæve huslejen, hvis lejemålet bliver forbedret. Men lejeforhøjelsen er i loven begrænset til den brugsværdi, som forbedringer tilfører.

* Hvis for eksempel vinduerne bliver udskiftet, er det ikke den fulde udgift til nye vinduer, som kan retfærdiggøre en huslejestigning, men derimod kun en forholdsmæssig del, da ejendommen i forvejen har vinduer. 

Kilde: Anders Svendsen, chefjurist i Lejernes Landsorganisation.

Trappeleje 

Fordi stigningen er mindre i år, er der formentlig udlejere, som har overvejet, om det kunne betale sig at hæve huslejen. Det vurderer direktør for Danske Udlejere Michael Preetzmann. Men hans anbefaling er altid løbende at regulere huslejen.

- Udlejer kan godt regulere huslejen senere, men ikke med tilbagevirkende kraft, siger han.

Siden 1. juli 2015 har det ikke været lovligt at regulere huslejen efter det, der hedder trappeleje, som betød, at huslejen steg årligt med et bestemt beløb på en specifik dato.

Powered by Labrador CMS