Sådan fandt politiet resterne af Kim Wall

En uges arbejde med hunde, forskere og dykkere gav fredag et fund i den såkaldte ubådssag.

Udgivet Opdateret

Lighunde fra Sverige har bistået dansk politi i jagten på resterne af den dræbte Kim Wall.

Lørdag kunne Københavns Politi oplyse, at ligdele, som fredag blev hentet op fra bunden af Køge Bugt, stammer fra den svenske journalist Kim Wall.

Fundene kom efter et uge langt arbejde, der har involveret specialtrænede politihunde fra Sverige, forskere og dykkere fra Forsvaret.

– Vi fandt en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj, sagde Jens Møller Jensen, drabschef ved Københavns Politi, lørdag på et pressemøde.

I posen lå der også en kniv samt metalgenstande, der tyngede posen ned.

Dykkere fandt kort tid efter et hoved samt to afskårne ben.

– Hovedet lå i en pose, og i posen lå der også metalstykker, sagde Jens Møller Jensen.

Han oplyste også, at der er lavet en obduktion af de fundne ligdele.

– Det har vist, at der ikke er tegn på fraktur på kraniet, og der er ikke andre tegn på stump vold på kraniekassen, oplyser han.

De oplysninger svækker Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall omkom ved en ulykke, hvor hun blev ramt i hovedet af en tung luge på ubåden.

Det var svenske såkaldte lighunde, der var medvirkende til fredagens fund.

Lighunde fra Sverige assisterer

– Vi har bedt svensk politi om assistance og de svenske hunde har været her tre gange nu. Dem sejler vi ud langs ruten, har Jens Møller Jensen tidligere fortalt til Newsbreak.dk.

Hundene er blevet sejlet på kryds og tværs af ruten i små både, hvor de har kunnet sidde på en lille platform i spidsen af fartøjet og snuse til luften, der bevæger sig henover vandet.

Der er tale om lighunde, der er trænet i at genkende molekyler fra døde mennesker i vandet – helt ned til en dybde på mindst 30 meter.

Markerer langs ruten

Hundene bliver brugt til at markere langs ruten, som ubåden har sejlet. En rute, der skulle være fuldstændig dokumenteret ved hjælp af radar-tracking. Herefter kan politiet sende dykkere i vandet ved de markerede steder.

Ubåden har på intet tidspunkt være i land eller nær land i perioden fra, at Kim Wall og Peter Madsen sejlede ud fra Refshaleøen 10. august omkring klokken 19 til 11. august kort før klokken 11.

– Men det er lige så vigtigt, når hundene ikke markerer, sagde Jens Møller Jensen, der sammen med sine kolleger på den måde kan bruge udelukkelsesmetoden.

– Og vi har næsten været gennem hele ruten nu, sagde drabschefen 22. september

Sådan arbejder hundene

– En fært kommer altid op. Lighunde skal ikke lugte ned i vand. Færten kommer op gennem vandet, ligesom den kommer op gennem jorden inde på land, siger John Jensen,  leder af Rigspolitiets Hundetjeneste.

De svenske lighunde i arbejdet på at finde resterne af Kim Wall. Foto: Johan Nilsson/TT/Scanpix 2017.
De svenske lighunde i arbejdet på at finde resterne af Kim Wall. Foto: Johan Nilsson/TT/Scanpix 2017.

– Hvor færten kommer op kan forskyde mange meter.

Derfor skal hundene have assistance fra havmiljøforskere, da en færts vej til overfladen kan påvirkes af flere forhold.

Ubåds-sagen: Fra 10. august til 6. oktober

* Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.

* Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank.

Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.

* Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelserne af ubåden begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.

* Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben. Identiteten kan ikke umiddelbart fastslås.

* Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.

* Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig behandling af lig. Han nægter sig skyldig.

* Tirsdag 5. september afgiver Peter Madsen forklaring i byretten og bliver varetægtsfængslet i fire uger.

* Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

* Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som “formentligt” er relateret til sagen.

Kilder: Københavns Politi og Ritzau.

– I vand er det varmen i vandet, det er strømforhold, og det er vind og bølger i overfladevandet, der gør sig gældende, siger John Jensen.

At ligdelene har været pakket ind i en plastikpose, er ikke ligegyldigt for arbejdet med at finde dem, fortæller John Jensen.

– Det har haft betydning for, hvor hurtigt færten er blevet frigivet. Havde ligdelene ligget frit, var færten blevet frigivet lige med det samme. Nu skal den ud af posen, inden den kommer op gennem vandet, siger han

– En indpakning vil forsinke det. Men det vil ikke hindre det. Det vil kun forsinke det, siger John Jensen.

Danske hunde under optræning

Dansk politi har selv to hunde, der er trænet i at finde færten af ligdele under vand. De er dog helt nytrænede, og derfor bad dansk politi om brug af de svenske hunde, der har mere erfaring, fortæller John Jensen.

Brugen af hunde til at snuse sig frem til ligdele er dog ikke ukendt for dansk politi. Oftest foregår eftersøgningen dog i jorden og ikke i vandet.

Her samarbejder politiet med arkæologer, der hjælper med at finde nedgravede ligdele.

Politiet har også hunde, der er trænet i at søge efter sprængstoffer eller narkotika.

Politiet vil fortsætte eftersøgningen i Køge Bugt for at forsøge at finde Kim Walls arme.

– Vi vil gerne finde hele personen, både af hensyn til efterforskningen og af etiske grunde, så Kim Walls familie kan få et helt menneske at begrave, siger Jens Møller Jensen.

Knivstik og henrettelsesvideoer

Peter Madsens varetægtsfængsling blev ved et retsmøde tirsdag forlænget frem til 31. oktober under mistanke for at have myrdet Kim Wall, skåret liget i stykker og smidt det i havet. Ved retsmødet kom det frem, at Kim Walls torso havde adskillige knivstik i ved underlivet og i brysterne. Anklageren fremlagde også oplysninger om, at politiet havde fundet videoer med optagelser af drab på kvinder på en harddisk, som menes at tilhøre Peter Madsen.

– Det er ikke videoer, der er produceret af Peter Madsen. Der er meget alvorlige videoer med henrettelser af kvinder. Det er ægte videoer, der er optaget i udlandet, sagde Jacob Buch-Jepsen ved et interview til den samlede presse foran retsbygningen umiddelbart efter retsmødet.

Kilde: Leder af Rigspolitiets Hundetjeneste John Jensen, Rigspolitiet, Ritzau.

Powered by Labrador CMS