Sådan får Danmark gas

Selv om russiske Gazprom ikke vil levere gas til Danmark, flyder der stadig gas til Danmark

Udgivet Opdateret

Onsdag morgen flyder der fortsat gas til Danmark via Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til data fra Energinet.

Den fortsatte tilførsel af gas sker, selv om det russiske gasselskab Gazprom har besluttet ikke længere at sende gas til Danmark igennem selskabet Ørsted.

Tirsdag eftermiddag kunne Ørsted oplyse, at Gazprom ikke længere ville sælge gas til det danske selskab, fordi det ikke vil betale Gazprom i russisk valuta, som selskabet har krævet.

Der er dog ingen gasledning direkte fra Rusland til Danmark.

Det betyder, at selv om Gazprom ikke vil sælge gas til Ørsted, så kan man fra dansk side stadig skaffe gas fra andre kilder end Gazprom.

Maner til ro

Onsdag morgen har Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen, også manet til ro og sagt, at Gazproms beslutning ikke betyder, at danske virksomheder og borgere pludselig står uden gas.

- Det betyder ikke det helt store for forsyningssikkerheden, der hvor vi er lige nu. Den er umiddelbart god, siger Kristoffer Böttzauw til DR.

- Der kommer stadig gas fra Nordtyskland til Danmark. Og vi er sådan set i en robust situation.

- 25 procent af vores gasforbrug kan dækkes af biogas, som vi selv kan producere, og vi har et mindre gasforbrug end mange af de andre europæiske lande, siger Energistyrelsens direktør.

Han forklarer videre, at så længe de europæiske gasmarkeder fungerer, som de gør i øjeblikket, så kommer Danmark ikke i forsyningssikkerhedsproblemer.

- Så længe det fortsætter som nu, så forventer vi, at der stadig er gas, man kan købe, og at de danske forbrugere kan få den gas, de gerne vil have, siger Kristoffer Böttzauw.

Der er ikke udsigt til gas-mangel i Danmark lige med det første.
Der er ikke udsigt til gas-mangel i Danmark lige med det første.

Ikke de eneste

Danmark er ikke det eneste europæiske land, som Gazprom ikke længere vil levere gas til. Også Holland, Finland, Bulgarien og Polen er på listen over lande, som Gazprom er stoppet med at levere til.

I alle tilfælde er årsagen, at man har nægtet at betale for russisk gas i den russiske valuta, rubler. Det har været et krav fra russisk side.

Rusland menes blandt andet at kræve betaling for gas i rubler for at styrke valutaen, som er blevet svækket efter den russiske invasion af Ukraine.

Gazprom er et russisk statsejet energiselskab. Det har monopol på den russiske eksport gennem naturgasledninger.

Powered by Labrador CMS