Sådan skal ventetiden knækkes

Sprogkravene for sygeplejersker fra tredjelande lempes, så de ikke længere skal bestå en danskprøve

Venstres indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (i midten, red.) har sammen med formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S) og næstformand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) torsdag præsenteret en akutplan, som skal nedbringe ventetiderne i sundhedsvæsnet.
Venstres indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (i midten, red.) har sammen med formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S) og næstformand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) torsdag præsenteret en akutplan, som skal nedbringe ventetiderne i sundhedsvæsnet.
Udgivet Opdateret

Regeringen og Danske Regioner indgår aftale, som skal nedbringe ventetider på hospitaler. Blandt andet lempes sprogkrav for sygeplejersker fra tredjelande.

Det fremgår af aftalen for en akutplan for sundhedsvæsnet, som parterne er blevet enige om. Den er præsenteret torsdag.

Aftalen, hvor der er afsat to milliarder kroner frem til 2024, indebærer også, at det administrative arbejde begrænses i en periode.

Desuden vil regeringen fremsætte lovforslag om midlertidigt at forlænge retten til udvidet frit sygehusvalg til behandling i somatikken fra 30 til 60 dage.

De sygeste først

Det skal give lægerne mulighed for at prioritere de mest syge patienter først.

- Flere af vores sygehuse står i en svær situation, og vi skal have dem tilbage på rette spor, så patienterne hurtigere kan blive behandlet, og vi letter presset på sundhedspersonalet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

Lempelsen af sprogkravene betyder konkret, at disse skal ensrettes mere end hidtil.

Ikke lovkrav om danskprøve

Sprogkravet for sygeplejersker fra tredjelande skal ensrettes med sprogkravene for sundhedspersoner fra EU- og EØS-lande. EØS-landene er Norge, Island og Liechtenstein.

Det betyder, at der ikke længere skal være lovkrav om at bestå en danskprøve inden en eventuel evalueringsansættelse.

En evalueringsansættelse er en ansættelse på minimum seks måneder på fuld tid. I den periode kan eksempelvis et sygehus vurdere den ansattes kompetencer og kommunikative evner.

Tre målsætninger

Overordnet set har akutplanen tre målsætninger. Det siger Løhde på et pressemøde torsdag.

Ventelisterne skal ned selvsagt. Der skal være tre procent mere aktivitet, hvad operationer angår i år end sidste år. Det svarer ifølge Løhde til 10.000 nye hofter eller knæoperationer. Og patienternes udredningsret skal overholdes og være på niveauet som før coronapandemien.

Powered by Labrador CMS