Sådan smitter frygtet tarmbakterie

Ny forskning fra Statens Serum Institut gør os klogere på, hvordan den frygtede bakterie campylobacter smitter.

Kylling – og især på grill – er den største årsag til campylobacter-infektioner i Danmark. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Den frygtede bakterie campylobacter har i 15 år gået sin sejrsgang herhjemme, og absolut fortrængt salmonella-bakterien fra tronen som den, der får flest danskere til tønden.

Ifølge Statens Serum Institut bliver der hvert år indrapporteret omkring 4000 tilfælde af campylobacter-infektioner herhjemme – og de vurderer, at det blot er toppen af isbjerget. Det reelle tal forventes at være mindst ti gange højere.

Derfor er instituttet naturligt nok ret så interesserede i at finde ud af, hvorfor så mange smittes. Det fortæller seniorforsker Steen Ethelberg til Statens Serum Instituts hjemmeside:

– På trods af det store antal smittede, mangler vi stadig viden om årsager til smitte samt den reelle hyppighed af sygdomsudbrud. Derfor har SSI i løbet af de seneste år haft ekstra fokus på campylobacter-infektioner, forsket i smittekilder, lavet detaljerede DNA-analyser af campylobacter-bakterier fra patienter og også lavet klimaanalyser, siger seniorforskeren.

Kylling – især på grill – er en stor smittefare

En ny stor spørgeundersøgelse er netop færdig, hvor næsten 4000 danskere har svaret på spørgsmål om campylobacter. Ikke overraskende viser det sig, at kylling – og især grillet kylling – er den vigtigste smitteårsag.

Men undersøgelsen peger også på andre, mere overraskende, smittefarer, heriblandt hakket oksekød og friske jordbær, som Fødevarestyrelsen er ved at undersøge nærmere.

Hovedforsker bag undersøgelsen, Katrin Kuhn, fortæller, at det kun er et udsnit af de smittefarer, der findes:

Campylobacter-infektion

  • Infektion med Campylobacter giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastninger og/eller feber. Afføringen kan ofte indeholde blod.
  • Sygdommen går i reglen over af sig selv, og man bliver rask efter nogle dages sygdom. Varigheden er sjældent mere end en uge. Kun sjældent spredes bakterierne fra tarmkanalen ind i kroppen, hvorved der kan opstå blodforgiftning (bakteriæmi).
  • Campylobacter er en bakterie, der lever i dyrs tarmsystem, men også kan findes i miljøet. Campylobacter er ofte ikke sygdomsfremkaldende hos dyr, men er det hos mennesker.
  • Smitte med Campylobacter sker overvejende via mad og ofte under udlandsrejse. Men man kan også blive smittet via kontakt til dyr og miljø.

Kilde: Statens Serum Institut

– Men det er ikke kun mad, der smitter. Vi så, at man kan blive smittet af at bade i havet og i badebassiner og ved kontakt til sand – noget der nok især gælder for mindre børn. Man kan også blive smittet via sin hund og kontakt til dyreafføring. Der sker altså smitte direkte fra dyr og omgivelserne, fordi bakterierne også kan findes her. Det passer også godt med, at der i Danmark er mange flere der bliver syge om sommeren end om vinteren, siger Katrin Kuhn.

Powered by Labrador CMS