Sætter foden ned: -I får 14 dage

Fagforeningen 3F giver Nemlig.com 14 dage til at løse arbejdsmiljøproblemer for dets chauffører

Nemlig.com og 3F aftaler frist på 14 dage til at finde løsninger. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Fagforeningen 3F har givet onlinesupermarkedet Nemlig.com en frist på 14 dage til at løse de arbejdsmiljøproblemer for onlinesupermarkedets chauffører, som fagforeningen mener, at der er.

Det skriver Fagbladet 3F.

– Første skridt bliver, at vi tirsdag får en liste over Nemlig.coms underleverandører. Det betyder, at vi kan kontakte dem en efter en og få dem dækket af vores overenskomst for chauffører, siger formand for 3F Transport Jan Villadsen.

Chaufførerne har kørt for vognmænd, der er blevet hyret som underleverandører af Nemlig.com. Dagbladet Politiken har berettet om forhold for chaufførerne og arbejderne på Nemlig.coms lager i Brøndby, der af kritikere beskrives som kummerlige.

Jan Villadsen peger på to problemstillinger, der skal findes løsninger på.

For det første vil han sikre ordnede vilkår og overenskomst med normale tillæg og pension for de chauffører, der kører for vognmænd hyret som underleverandører af Nemlig.com.

For at komme de forhold på lageret i Brøndby til livs, som fagforeningen beskriver som “ringe”, peger han på en grundig gennemgang af arbejdsmiljøet med arbejdsmiljøeksperter, oprettelse af en arbejdsmiljørepræsentation og sikring af valg af tillidsrepræsentanter for de ansatte.

Nemlig.com har ingen kommentar efter dagens møde, oplyser Morten Huse Eikrem-Jeppesen, ejer af Pressconnect, der er hyret som kommunikationsansvarlig for nemlig.com i sagen, til Fagbladet 3F.

Powered by Labrador CMS