Samsung Galaxy S26 afsløret: Kan blive ekstremt skuffende
Et nyt læk om Galaxy S26 ser ikke lovende ud
Samsung plejer at sparke døren ind med markante nyheder, når en ny S-serie nærmer sig.
Men denne gang ser forventningerne ud til at møde en kold spand vand.
De seneste lækkede oplysninger viser nemlig en S26-serie, hvor innovationerne er svære at få øje på, og hvor mange fans allerede spørger, om Samsung er løbet tør for idéer. Det skriver GSMArena.
Små ændringer, stor skuffelse
Lækkene peger på en Galaxy S26, der kun får minimale forbedringer.
Skærmen bliver en anelse større end sidste år, men lysstyrke, opdateringshastighed og opløsning forbliver uændret.
Også kameraerne ser ud til at være identiske med S25-modellen, og opladningshastighederne røres der ikke ved.
Batteriet vokser ganske vist med 300 mAh, men det ændrer ikke på helhedsindtrykket af en model, der kun få vil kunne skelne fra sin forgænger.
Ifølge læksteren Ice Universe, som står bag oplysningerne, er det især bemærkelsesværdigt, hvor få forbedringer Samsung tilsyneladende har valgt at prioritere.
Chipsettet bliver enten Snapdragon 8 Elite Gen5 eller Samsungs egen Exynos 2600.
Det er sandsynligvis seriens største reelle løft.
Samtidig ser Samsung ud til at droppe 128 GB-modellen og i stedet starte med 256 GB lagerplads som minimum.
S26+: Endnu mindre at glæde sig til
Hvis den almindelige S26 skuffer, er historien endnu mere afdæmpet for S26+.
Her forventes ingen ændringer i hverken skærmen, batterikapaciteten eller lagringsmulighederne.
Kun chippen får et løft, og så vejer telefonen fire gram mere end sidste år, hvilket knap nok er bemærkelsesværdigt.
En stille opgradering
Samsung ventes at præsentere serien sidst i januar eller begyndelsen af februar.
Med de nuværende læk tegner S26-familien sig til at være en af de mest konservative opgraderinger i flere år.
Om Samsung gemmer noget i ærmet, må tiden vise, men lige nu står forventningerne lavere end længe.