SAS-fly måtte vende om på grund af defekte toiletter

Toiletterne brød sammen på et fly fra København til Tokyo. Af hensyn til passagererne vendte flyet om.

Tre timer inde i en flyvning fra København til Tokyo vendte SAS-fly om, fordi passagererne ikke længere kunne anvende flyets toiletter. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free
Udgivet Opdateret

Det kan være svært at holde sig i flere timer uden adgang til et toilet, og derfor besluttede kaptajnen på et SAS-fly tirsdag at afbryde en flyvning fra København til Tokyo i Japan.

Det skriver svenske SVT på sin hjemmeside.

Passagerflyet havde været i luften i tre timer, da toiletterne brød sammen. Derefter vendte flyet om og landede i Oslo.

– Det er meget usædvanligt, siger Anna Kansell fra luftfartsselskabets presseafdeling i Stockholm til SVT.

– Toiletterne fungerede sporadisk og begyndte så at holde op med at fungere, forklarer hun.

Med en beregnet flyvetid på 11 timer til den japanske hovedstad vurderede besætningen om bord på flyet, at situationen risikerede at bliver uholdbar.

– Af hensyn til passagererne valgte man at vende om og flyve tilbage, siger hun.

Kunne ikke vende tilbage

Men det blev ikke til et gensyn med lufthavnen i København.

Samtlige hoteller i og omkring byen, inklusive det sydlige Sverige, viste sig at være fuldt bookede. Derefter besluttede kaptajnen at lande i Oslo.

Samtlige passagerer er tilbudt indkvartering i den norske hovedstad og lovet, at de kan fortsætte rejsen til Tokyo så snart som muligt. Enten med SAS eller andre flyselskaber.

Årsagen til toiletproblemet er endnu ikke klarlagt. Efter at have afleveret passagererne i Oslo vender flyet i løbet af natten derfor tilbage til København for en teknisk undersøgelse.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS