SAS-stewardesser melder sig syge på stribe

Både danske og norske stewardesser lægger sig i stigende grad syge. Arkivfoto. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Siden indførelsen af nye arbejdstidsaftaler i SAS er antallet af sygedage vokset. SAS ser dog ingen grund til bekymring.

Danske og norske SAS-stewardesser bliver oftere liggende under dynen i stedet for at gå på arbejde.

Tal fra SAS-stewardessernes danske og norske fagforeninger viser i hvert fald, at antallet af syge stewardesser og stewarder er vokset. Det skriver branchesitet check-in.dk.

I sidste uge var 10 procent af de 1500 danske kabineansatte, som er organiseret i Cabin Attendants Union (CAU), sygemeldte i kortere eller længere tid. Normalt er niveauet på omkring syv procent. Blandt de norske kolleger ligger tallet i øjeblikket på 14 procent.

– Det er vældig højt og tydeligvis et resultat af øget arbejdsstress, understreger formand Christian Haanæs fra Norsk Kabinforening, som organiserer hovedparten af SAS’ norske kabinepersonale.

I november 2012 blev nye arbejdstidsaftaler for SAS’ stewardesser og piloter forhandlet på plads af SAS og det flyvende personales fagforeninger under stor dramatik. Aftalerne betød, at piloter og stewardesser fra marts sidste år skulle arbejde flere timer om ugen og have kortere pauser mellem flyvningerne.

Ifølge Christian Haanæs har antallet af syge været højt gennem længere tid og er således langt fra det niveau på syv til otte procent, som var kutymen for år tilbage.

SAS finder dog ikke antallet af syge stewardesser og stewarder alarmerende højt.

– Vi ved, at der er et højt sygefravær inden for luftfart sammenlignet med andre brancher. Og det arbejder vi løbende med. Men vi ser ingen alarmerende stigning, siger pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, til check-in.dk.

Faktisk er sygefraværet blandt kabinepersonalet faldet i forhold til niveauet i månederne lige efter at arbejdstidsaftalen trådte i kraft, påpeger pressechefen.

Newspaq

Powered by Labrador CMS