Saxo trækker bøger om ubådssag tilbage

Serie om Kim Walls død bliver trukket tilbage. Timingen var forkert, siger forlagsdirektør.

Udgivet Opdateret

Det blev mødt med undren og kritik, da forlaget Saxo onsdag udgav første del i en bogserie om den svenske journalist Kim Walls død. Fredag trækker forlaget serien tilbage.

Det oplyser direktør Jørgen Balle Olesen til TV2’s hjemmeside. Forfatteren Thomas Djursing bekræfter på sin Facebook-side.

Serien hedder “Ubådsmysteriet” og fik følgende ord med på vejen fra forlaget onsdag:

Det er en serie, der går bag om Kim Walls død om bord på Nautilus og bliver til efterhånden som sagen udvikler sig. For hvad skete der egentlig på den ubåd? Journalist og forfatter Thomas Djursing tager os med bag om sagen, og inviterer læserne ind i sin undersøgelse, når han taler med hemmelige kilder og finder spor, som politiet måske har overset.

Manglende dom

Både brugere på Facebook, en mediejurist og en professor i presseetik har siden udtrykt undren over, at serien udgives, før domstolene har afsagt dom i sagen. I første omgang forsvarede Jørgen Balle Olesen udgivelse med, at serien kunne “bringe ro på længere sigt for alle”, fordi den var mere nøjagtig end netmediets overskrifter. Fredag skifter han kurs.

– Vi må også konstatere, at serien udkommer på et dårligt tidspunkt. Indtil der er faldet en dom i denne sag, kommer vi ikke til at udgive mere. Timingen i denne her udgivelse har helt klart været forkert. Den modstand, der har været, har været meget voldsommere, end vi havde regnet med, siger han til TV2.

Forfatteren siger i en pressemeddelelse:

– Beslutningen bunder i, at vi har mødt kritik, der især går på, at udgivelsen sker for tæt på begivenheden, og før der er faldet dom i retssagen, udtaler forfatter Thomas Djursing.

Powered by Labrador CMS