Se billederne: Dansk favorit ved VM i halv Ironman

33-årige Helle Frederiksen er blandt favoritter på den halve ironmandistance. Foto: Bert Stephani.
Udgivet Opdateret

De bedste internationale triatleter mødes på søndag ved verdensmesterskabet i Canada. Her afgør de, hvem der er verdens bedste på den halve ironmandistance. Danske Helle Frederiksen er blandt favoritterne.

33-årige Helle Frederiksen er på rekordtid blevet et navn, som verdenseliten inden for de lange distancer i triatlon holder øje med. Når de 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 kilometer løb er tilbagelagt søndag aften dansk tid, forventer mange derfor at se Helle Frederiksen på podiet.

Det internationale fokus på den ambitiøse danske triatlet fra Struer er opstået med raketfart. Men det er ikke opstået ud af det blå. I sin blot anden konkurrence på distancen opnåede Helle Frederiksen i oktober 2013 verdens tredjehurtigste tid for kvinder nogensinde. Det skete ved Ironman 70.3 i Miami, hvor Helle Frederiksen vandt suverænt i tiden 4:03:38.

Frisk sejr med i bagagen

Samtidig kommer Helle Frederiksen til VM med en frisk sejr i bagagen fra den prestigefyldte triatlon-klassiker Hy-Vee i Des Moines, USA. Her krydsede Helle Frederiksen i søndags målstregen som den første foran verdenseliten og kunne udover den sportslige sejr tage hjem med en præmiecheck på 100.000 dollars.

Helle Frederiksen er klar over, at hun er blevet et navn, som konkurrenterne holder øje med ved de helt store stævner, men alligevel er hun forsigtig med at tage favoritrollen på sig:

– Jeg er stadig ny på den her distance, og jeg har stadig meget at lære. Selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan skabe et godt resultat, men nogle af dem, jeg skal konkurrere med på søndag, er jo folk jeg ser op til.

Helle Frederiksen peger selv på den forsvarende australske verdensmester Melissa Hauschildt som storfavorit og nævner i samme ombæring den amerikanske mester Meredith Kessler, som en seriøs bejler til VM-tronen.

Den halve ironmandistance kaldes officielt Ironman 70.3 – et tal, der refererer til antallet af amerikanske miles, som triatleterne tilbagelægger i løbet af konkurrencen.

VM i Ironman 70.3 afholdes i hjertet af skibyen Mont Tremblant i Quebec, Canada. Kvindernes konkurrence skydes i gang søndag den 7. september kl. 14.03 dansk tid og kan følges live på www.ironman.com.

Om Helle Frederiksen

– 33 år
– Fra Struer, Danmark
– Medlem af Uplace-BMC Pro Triathlon Team
– Har vundet 3 x Ironman 70.3 (San Juan 2013, Miami 2013 og San Juan 2014)
– Deltog ved OL 2012 i London
– Cand.scient i human ernæring fra Københavns Universitet
– 171 cm og 53 kg
– Har følgende personlige sponsorer (udover sponsorer i forbindelse med Uplace-BMC Pro Triathlon Team): Nike, Sands Beach Active, Normatec, Osteopatisk Klinik og Kaiser Sport

Powered by Labrador CMS